Designpris til Paustian og Christian Flindt
Designer Christian Flindt og møbelproducenten Paustian blev hædret med Den Danske Designpris for den bæredygtige ”Ripple Chair”.
Det blev belønnet i denne uge, hvor han modtog Den Danske Designpris for sin stol ”Ripple Chair”, som er udviklet i samarbejde med møbelproducenten Paustian.
Ripple Chair har fået sit navn fra havets krusninger og bølger, og stolen er fremstillet i det meget miljøvenlige polypropylen. Særligt sidstnævnte begejstrede juryen:
- Den bæredygtige produktionsform gør stolen fremtidssikret, og anvendelsen af det miljøvenlige PP (plast) giver tilmed den helt rigtige fjedring, som er med til at skabe siddekomforten, lød det fra dommerne, som kaldte stolen ”elegant og udtryksfuld”.
Designer Christian Flindt er naturligt nok både glad og stolt på såvel egne som Paustian's vegne:
- Stolen har været lidt af et svendestykke for mig, og den har været et stykke tid undervejs, så det er skønt, at der også er andre, som synes, at vi har lavet en god stol, siger han.
Paustian oplyser via sin hjemmeside, at man i anledning af prisen fra medio november vil skabe en lille særudstilling af Christian Flindts spændende arbejde. Udstillingen kan ses i både København og Århus.
I alt 15 virksomheder/designere er blevet belønnet med Den Danske Designpris, som Dansk Design Center i år uddelte for syvende gang.
Læs mere:
Fredericia Furniture vinder designpris
Kilde: Dansk Design Center / Paustian A/S