Er det svært for nye designere at få adgang til møbelforretninger?
Jesper Holms kritik af møbelbranchen finder støtte hos kollegaen Jens Jacob Olesen fra JJ Design, som har mere end svært ved at få foden inden for i detailhandlen.
- De producenter, som laver de kendte møbelklassikere, gør alt, hvad de kan, for at holde nyt, dansk design ude, sagde Jesper Holm i går til Børsen.
Ny generation mangler hverken idéer eller kvalitet
Jesper Holm retter dermed en kritik mod forhandlerne, som på den måde er medvirkende til at bremse udviklingen i dansk møbeldesign. Han mener således ikke, at det skorter på hverken idéer eller kvalitet hos den nye generation. Problemet er, at de etablerede sidder meget tungt på markedet:
- Historien om, at de yngre danske møbeldesignere ikke kan løfte arven efter de gamle - den er selvfølgelig guld værd for de gamle producenter. Så længe den opfattelse florerer - lige så længe har de sikret omsætningen i deres virksomheder. Og så må kunderne tage til takke med noget, der er designet for 50-60 år siden, forklarer han.
Arla-effekten
Jesper Holm er ikke den eneste, der kritiserer forholdene i møbelbranchen. Møbeldesigner Jens Jacob Olesen, der driver virksomheden JJ Design, har mere end svært ved at komme ud i butikkerne.
I samarbejde møbelfabrikken Schou Andersen udviklede han i 2007 en ny karmstol, men trods stor interesse fra besøgende på messer og udstillinger er det svært at få stolen ud i butikkerne:
- Vi forventede at sælge 600-800 stole det første år, men vi har ikke engang nået 400. Sælgeren får konstant meldinger som; ”Nej, vi ved ikke rigtigt. Vi har jo Y-stolen og et godt forhold til Carl Hansen", lyder det fra den københavnske møbeldesigner.
Jens Jacob Olesen sammenligner forholdene i møbelbranchen med den situation, som udspillede sig i mejeriverdenen i 2007, hvor Arla sad tungt på markedet. Arlas position truede flere små mejerier på eksistensen, og designeren frygter for en lignende udvikling møbelindustrien:
- Bliver resultatet så, at der snart kun er 4-5 fabrikker, som laver designmøbler i Danmark, da det ikke kan svare sig at starte noget op for de øvrige?, spørger han retorisk.
Internetsalg kræver et ’navn’
Jesper Holm har på det seneste haft stor succes med internetsalg direkte til slutbrugeren, men selvom Jens Jacob Olesen betegner den idé som ”drøninteressant”, ser han det ikke som en oplagt løsning i hans eget tilfælde - dertil skaber kombinationen af høj pris og lav brand-værdi en lidt for vanskelig barriere:
- Folk køber ikke en stol til 4.000 kroner over internettet, hvis den ikke har et ’navn’. Der vil de nok gerne kunne se den først, forklarer han.
Behov for nyheder
Såvel Jesper Holm som Jens Jacob Olesen fremhæver, at det er så som så med udviklingen i dansk møbeldesign. Så længe det er de gamle og hæderkronede klassikere, som sidder på designsegmentet, vil det være svært for de nye at komme med, og ifølge Jens Jacob Olesen kan det være fatalt for branchens image i udlandet:
- Hvis jeg var udlænding, ville jeg i hvert fald forvente at se noget andet, end det jeg har set på de sidste 50-60 år. Som billedet ser ud nu, ser jeg det som om, at 60 års international branding af dansk design er ved at gå i glemme bogen, slutter han.
Læs mere:
Avis: Rabatsystemer holder nye møbler ude af markedet