23948sdkhjf

Meget mere end CAD-CAM-teori

Ugens Profil: Hos Østjysk CAD-CAM er træ en livsstil. Derfor går man langt for at hjælpe virksomheder i træindustrien med at skabe en effektiv produktion, og som det eneste sted i branchen får kursisterne her mulighed for at prøve teorien af i praksis.
Allingåbro ligger godt gemt ude på landet mellem Randers og Grenå, men alligevel vælger mange i træindustrien at lægge vejen forbi den lille by i det Østjylland.

Destinationen er Østjysk CAD-CAM (ØJCC), der, som den eneste CAD-CAM-leverandør i Danmark, har sine egne CNC-maskiner - vel at mærke i 'full size'. På den måde kan kursisterne prøve teorien af i praksis, og det er populært:

- Vi har kursister fra hele Danmark og Norge, og de første to uger af hver måned er fast afsat til vores grundkurser, fortæller indehaver Karl Erik Andersen.

Virksomheden forhandler og underviser i den engelske software AlphaCAM, og Karl Erik Andersen skriver selv post-processorerne - dvs. det interface der forbinder AlphaCAM med kundernes CNC-maskiner. Det samme er naturligvis gældende for virksomhedens egne CNC-maskiner, en 3-akset Fanuc Robodrill, en 4-akset Weeke Venture 2.5 og en 5-akset Maka MK7S med Siemens 840D styring.

Effektiv CNC-produktion er en livsstil
For Karl Erik Andersen og ægtefællen Lisbeth Brahe er arbejdet med CAD-CAM en livsstil, og derfor nøjes de to østjyder heller ikke med bare at sælge softwaren.

Hos ØJCC er kontakten med kunden således en dialog, der skal klarlægge mulighederne for at effektivisere hele produktionen og minimere omkostningerne.

Det skyldes, at mange virksomheder simpelthen har alt for travlt i hverdagen:

- De er sprunget over, hvor gærdet var lavest og har ikke haft tilstrækkeligt med fokus på struktur og vaner omkring programmering samt op- og omstillinger på CNC-maskinerne. Vi gør vore kunder opmærksomme på disse ting, og opfordrer dem i øvrigt til at have rigeligt med værktøjsholdere for at holde orden og dermed reducere op- og omstillingstider, siger Karl Erik Andersen

I det hele taget søger han i høj grad at informere og rådgive branchen om mulighederne i effektiv CNC-produktion. Det hænder derfor ofte, at snedkere og mindre værktøjsleverandører lægger vejen forbi Allingåbro for at afprøve nyt værktøj, og Karl Erik Andersen tester selv nye funktioner i softwaren løbende.

- Vi er lidt gammeldags i vore holdninger, og vi tror på, at hvis vi kan lære vore kunder at tjene penge, så har de potentielt nogle at give os, forklarer han med et smil.

Kender branchen indefra
Karl Erik Andersen er selv udlært maskinsnedker og trætekniker. Han kender på den baggrund træindustrien på godt og ondt og er overbevist om, at det er med til at give ØJCC en fordel i forhold til andre CAD-CAM-forhandlere:

- Vore konkurrenter beskæftiger sig primært med metal. Det kan være svært at sætte sig ind i trævirksomhedernes vilkår og daglige udfordringer, så der har vi en fordel, siger han og fortæller, at det bestemt ikke er alle CAD-CAM-systemer, der kan skrive koder i de formater, som træindustriens forskellige styringer skal bruge.

10 år på bagen
For Karl Erik Andersen startede ØJCC-eventyret tilbage i 1999. Her begyndte han at sælge skærende værktøj og AlphaCAM, mens Lisbeth drev en maskinfabrik. I 2004 blev de så enige om at sælge maskinfabrikken, og siden har de samarbejdet om at sælge, yde supporter og undervise i AlphaCAM.

Tidligt i forløbet investerede ØJCC i en lille 3-akset Fanuc Robodrill, og i forbindelse med flytningen til de nuværende lokaler fik den selskab af den 5-aksede CNC. Endelig har man i år købt det 4-aksede bearbejdningscenter, og maskinparken er dermed komplet i forhold til at dække alle kunders behov:

- Man føler sig nu engang mest tryg, når man arbejder på en maskine, man kender, og det var derfor, vi besluttede os for at udvide med den 4-aksede CNC, forklarer Karl Erik Andersen.

Aldrig kurser ud af huset
Alle ØJCC’s kurser afholdes på adressen i Allingåbro, og selvom virksomheden med jævne mellemrum får forespørgsler på kurser ud af huset, bliver der ikke ændret på firmapolitikken.

Det skyldes først og fremmest, at både ØJCC og kursisterne på den måde er sikret et koncentreret forløb, men Karl Erik Andersen vil også være sikker på, at faciliteterne er i orden. Det er absolut tilfældet hos ØJCC i det østjyske, hvor der er rigeligt plads til både små og store hold.

Besøg Østjysk CAD-CAM her på Wood Supply
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.077