23948sdkhjf

Investorgruppe overtager Hammel Møbelfabrik

Fremtiden er nu sikret for produktionen af reoler fra den østjyske møbelfabrik. 35 arbejdspladser reddes.
Siden torsdag den 15. oktober, hvor Hammel Møbelfabrik blev erklæret konkurs, har ledelsen arbejdet på højtryk for at finde en løsning, der kan sikre fortsat aktivitet i lokalerne i Hammel.

Bestræbelserne har nu båret frugt. Fabrikken oplyser fredag, at en gruppe investorer med Hans Houlind i spidsen har overtaget aktiverne fra det tidligere A/S Hammel Møbelfabrik.

Investorgruppen repræsenterer et stort branchekendskab, og overtagelsen sker via et nyetableret aktieselskab med virkning fra den 1. november 2009.

35 arbejdspladser er sikret
Det er planen at videreføre produktionen af de mest populære møbelserier på fabrikken i Hammel. Produktionen har været opretholdt i begrænset omfang under konkursen, og omkring 35 medarbejdere er med overtagelsen sikret fortsat beskæftigelse på fabrikken.

Hans Houlind er indtrådt som ny administrerende direktør og vil udgøre den daglige ledelse i samarbejde med salgschef Bjarne Søgaard Nielsen og Supply chain manager Jens Ole Staghøj:

- Vi har haft en stor opbakning fra såvel kunder og leverandører som fra medarbejdere i den svære tid under konkursen, og alle har opfordret os til at prøve at finde en løsning. Det er derfor meget glædeligt, at det nu er lykkedes for os, selv om vi ikke kan tilbyde job til alle de tidligere medarbejdere, siger Jens Ole Staghøj.

Han håber, at der med tiden igen bliver behov for at udvide produktionen, men understreger, at det i første omgang gælder om at finde fodfæste på markedet.

En travl tid venter
Salgschef Bjarne Søgaard Nielsen oplyser, at markedet inden længe vil se nye produkter fra Hammel:

- Vi vil benytte lejligheden til at opgradere sortimentet, men også sanere en række mindre salgbare produkter bort. På den måde kan vi fremover koncentrere indsatsen om de mest populære serier og sikrer fleksibilitet og hurtig levering af disse, siger han og understreger, at den kommende tid vil byde på både store og spændende udfordringer:

- Hurtig levering er alfa og omega i dag, og de tider er forbi, hvor kunderne vil vente i 8-10 uger på deres nye møbler. Det stiller store krav til produktion og logistik, og det er netop på det felt, at vi skal vise vores styrke. Der venter en travl tid for medarbejderne i det nye selskab. Dels er det højsæson for møbelsalget, og dels venter møbelbutikkerne spændt på at høre om samarbejdsmulighederne med det nye selskab. Meget vil være ved det gamle, men der er et stort behov for fornyelse i møbelbranchen, og vi har ambitioner om at være en af dem, der viser vejen fremad for branchen, fastslår Bjarne Søgaard Nielsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062