DLH sælger PW Hardwood
Trævarekoncernen kom torsdag nærmere målet om at sælge virksomheder og aktiviteter for 300 mio. kroner.
En del af strategien indebærer salg af virksomheder for 300 mio. kroner, og torsdag lykkedes det indgå aftale om salg af PW Hardwood LLC i Pennsylvania, USA.
Køberne er MacDonald & Owen Veneer and Lumber Co. Inc. og Emerald East Limited Partnership.
Håber på flere salg i regnskabsåret
- Salget af PW Hardwood LLC er det første vigtige skridt i retning af at frasælge aktiviteter, der ikke ligger inden for DLH’s fremadrettede kernevirksomhed – nemlig handel og logistik. Vi arbejder løbende på at frasælge yderligere aktiviteter inden for skovbrug og produktion, og vi håber, at vi kan lykkes med flere frasalg i indeværende regnskabsår, siger administrerende direktør i DLH, Kent Arentoft.
Han oplyser, at der ved transaktionen opnås en regnskabsmæssig gevinst på 10 mio. kroner, mens koncernens nettorentebærende gæld vil blive nedbragt med ca. 35 mio. kroner. Der er dog ikke fundet anledning til at ændre på de tidligere udmeldte forventninger til 2010.
Salg påvirker ikke koncernens forsyninger
PW Hardwood LLC omsatte i 2009 for 51 mio. kroner og havde et underskud før skat på 8,1 mio. kroner.
Selskabet har kun i mindre grad stået for DLH Gruppens interne forsyning og forarbejdning af tempereret hårdttræ fra Nordamerika, idet ca. 85 % af omsætningen er blevet solgt til kunder uden for DLH koncernen. Koncernens forsyninger af tempereret hårdttræ fra Nordamerika forventes derfor ikke påvirket af salget.