23948sdkhjf

Ny kurs virker efter hensigten hos NJA Møbler

Der er igen ro på hos møbelproducenten fra Nors ved Thisted. Langsomt, men sikkert, er de senere års underskud ved at være vendt til overskud.
NJA Møbler kom ud af regnskabsåret 2008/09 med et underskud på 13,25 mio. kroner, og selvom det resultat var 4,4 mio. bedre end året før, var det langt fra godt nok for Nors-virksomheden.

Ledelse og medarbejdere satte derfor alt ind på at fjerne de røde tal allerede i dette regnskabsår, og selvom det ikke helt lykkes, er NJA nu på rette kurs:

- Vores krisestrategi virker efter hensigten, og vi kan nu se, at vi får vendt virksomheden. Selve driften af NJA Møbler er i positiv udvikling og giver nu atter overskud. Men det kommer alligevel til tage mere end et år for os at ramme 0, fordi finanskrisen fortsat forhindrer os i virkelig at rykke fremad igen. Kunderne er der, men der er fortsat et ret afdæmpet forbrug af møbler, fortæller administrerende direktør Niels Jørgen Andersen.

Troen er tilbage
NJA Møbler, der producerer møbler i hårdttræ, har netop afsluttet forhandlinger og overenskomst med sine aktionærer og den mangeårige bank, Nordea.

Ifølge Niels Jørgen Andersen er der hele vejen rundt en stærk tro på, at NJA er ved at få vendt udviklingen. Det er på den baggrund lykkedes at få en aftale på plads, der giver virksomheden det nødvendige likviditetsberedskab til at sikre den fortsatte drift og udvikling:

- Vi glæder os meget over, at samtlige medarbejdere har bidraget til den positive udvikling med en midlertidig lønnedgang. Det har været et af elementerne i vores kamp for at vende virksomhedens udvikling. Derudover har vi skiftet ledelse og bestyrelse, tilpasset antal ansatte medarbejdere, og i det hele taget trimmet og skåret til, over alt i virksomheden, så den passer til det nuværende omsætningsniveau, forklarer Niels Jørgen Andersen.

Innovation og nye markeder
Produktion og salg af rene fyrretræsmøbler har i mange år været i stærk tilbagegang og risikerer helt at forsvinde, hvis ikke producenterne gør noget radikalt ved det.

Hos NJA har man valgt en strategi, hvor nye forarbejdningsmetoder og sammenblanding med andre materialer skal sikre, at fyrretræsproduktion også fremover kan være en del af virksomhedens kerneområde:

- Vi skal sælge mere og sprede os til nye markeder og nye kunder. Vores nyeste kataloger er netop i disse uger på vej ud i markedet. Nyhederne omfatter bl.a. en serie af malede MDF-plader i kombination med massivt træ – disse produkter er et godt eksempel på, hvordan vi fremover vil anvende kombinationen af materialer, på nye miljøvenlige og innovative måder, siger Niels Jørgen Andersen og fortsætter:

- Da vi til stadighed skal konkurrere med Fjernøsten, er det vigtigt at vi gør opmærksom på, hvilke fordele der er ved at samarbejde med os: en stærk platform i Danmark med nærhed, god kvalitet, leveringstider der overholdes, samt en stabil valuta at handle i. Som producent i Danmark er dollarstigningerne, som vi har set de sidste måneder, en fordel for vores konkurrenceevne, slutter NJA-direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066