Møbelkæde i betalingsstandsning
Inventarland med 10 møbelcentre landet over er i økonomiske vanskeligheder. Der arbejdes på højtryk for at sikre de cirka 60 arbejdspladser.
Det oplyser administrerende direktør Carsten Nissen til Wood Supply:
- Timingen har ikke været heldig. Jeg havde ikke forudset, at følgerne af finanskrisen ville blive så alvorlige. I løbet af de sidste to år har vi oplevet et markant fald i indtjeningen, siger han.
Konstant bagud på point
Inventarland gik ind i krisen med to helt nye afdelinger under etablering samt to nyere afdelinger, der endnu ikke havde fundet fodfæste.
Det trækker selvsagt store veksler på likviditeten og har altså vist sig at være for stor en mundfuld for virksomheden:
- Jeg synes, at vi konstant har været bagud på point i forhold til tiden. Først finanskrise, og i år er der krise i den offentlige sektor. Det skulle jeg have forudset. Men der har jeg ikke været dygtig nok, lyder det selverkendende fra Carsten Nissen.
Arbejder på højtryk
Carsten Nissen forsikrer, at der arbejdes på højtryk i kulissen med forskellige planer, der kan redde virksomheden samt ikke mindst den omkring 60 mand store medarbejderstab:
- Medarbejdere, leverandører, ja alle, har været rigtig energiske for at sikre virksomheden. Og den store indsats vil jeg gerne sige tak for. Og jeg beklager den ulempe og tab vi påfører kunder, leverandører og andre, slutter Inventarlands administrerende direktør.
Inventarland A/S har været på markedet i 28 år; først under navnet Høng Materiel og siden 1988 under den nuværende betegnelse.