23948sdkhjf

Labofa Stole får ny ejer

Som led i et generationsskifte har den hidtidige hovedaktionær, 73-årige Preben H. Nielsen, besluttet at afhænde sin aktiepost.
Fremover bliver det investeringsselskabet Executive Capital, der skal stå for den strategiske udvikling af Labofa Stole A/S.

Selskabet er netop nået til enighed med Labofas hovedaktionær, Preben H. Nielsen, om en overtagelse af aktiemajoriteten, og ny formand for bestyrelsen bliver Poul Bentsen, der er partner i Executive Capital.

Labofas daglige drift vil fortsat blive varetaget af adm. direktør Mogens Pedersen og salgschef Benny Larsen, der begge er medejere af selskabet.

Den rigtige strategi
Labofa Stole har siden efteråret 2008 været inde i en positiv udvikling med markant omsætningsvækst og stigende markedsandele.

Med en produktportefølje bestående af ”Ego”-stolen – den mest solgte kontorstol i Danmark gennem tiderne – og to ny udviklede stole-programmer, ”Cobra” og ”Shark”, designet af arkitekterne Hans Thyge Raunkjær og Hans Sandgren Jakobsen, er det lykkedes Labofa at skabe en position som markedsleder på det danske undervisningsmarked.

Selskabet realiserer i 2010 en omsætningsvækst på 40 % og et Ebitda-resultat på godt 3,5 mio. kroner. En øget eksportindsats og flere nye spændende produkter skal sikre fortsat vækst i de kommende år:

- Vi kommer ud med et meget tilfredsstillende resultat for 2010. Det har vist sig at være den helt rigtige strategi, at vi i 2008 valgte at satse markant på undervisningsmarkedet som et alternativ til vores produktprogram inden for kontorstole. Vi er glade for, at vi med handlen har fået styrket vores ejerkreds med dygtige strategiske investorer, så vi forhåbentlig kan fortsætte den vækst, som vi har vist de seneste år, siger adm. direktør Mogens Pedersen.

Turbo på produktudviklingen
Executive Capital har fulgt Labofa gennem flere år, og Poul Bentsen er imponeret over resultaterne og den energi, som det er lykkedes at skabe i selskabet:

- Virksomheden har et sortiment med et højt internationalt designniveau og dygtige medarbejdere, der brænder for at udvikle både kontormarkedet og det interessante marked for undervisning, som har vist gode vækstrater de seneste år. Vi tror på, at vi med en ny aktiv bestyrelse kan bidrage med både strategisk og ledelsesmæssig sparring, og dermed fortsætte den positive udvikling som selskabet er inde i, lyder det fra den nye bestyrelsesformand.

Med overtagelsen tilføres Labofa øgede økonomiske ressourcer, og det betyder yderligere acceleration af både salg og produktudvikling:

- Vi sætter turbo på produktudviklingen, og vi forventer at præsentere flere nye produkter i de kommende år, siger Mogens Pedersen.

Om Labofa Stole A/S
Labofa er grundlagt i Skælskør i 1943 af smedemester Johannes Larsen. Blandt firmaets første produkter var skolemøbler med stålstel.

I løbet af 1960'erne fik Labofa stor succes med at producere kontorstole, der senere hen blev suppleret med borde, opbevaringsmøbler og konferencemøbler til erhvervslivet. Sidst i 1970'erne blev Labofa overtaaget af tobakskoncernen Skandinavisk Industries med planer om at danne en stor europæisk kontormøbelkoncern.

I 2002 blev virksomheden fusioneret med Munch Møbler til Labofa Munch. Efter en række vanskelige år købte adm. direktør Preben H. Nielsen og fabriksdirektør Mogens Pedersen i 2008 stoleproduktionen ud af det kriseramte Labofa Munch og dannede Labofa Stole A/S. Labofa er i dag tilbage ved udgangspunktet med produktion af kontorstole og stole til uddannelse.

Om Executive Capital A/S :
Executive Capital er et private equity-selskab, grundlagt i 2007 med henblik på investering i mindre og mellemstore danske virksomheder. Selskabet har til dato gennemført fem investeringer; herunder Paradis Is og tøjvirksomheden Signal.

Executive Capital har en aktiv partnerkreds bestående af 15 erfarne erhvervsfolk, der deltager med egne midler i udvalgte investeringer, og selv går aktivt ind i udviklingen af de enkelte porteføljeselskaber.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078