Mere eksportsucces til Engelbrechts
Den danske møbelproducent har i løbet af sommeren sikret sig leverancer til velkendte brands i USA og Tyskland.
Henover sommeren er det lykkedes at fortsætte den positive udvikling på eksportmarkederne, og dermed er Engelbrechts godt på vej mod at realisere målet om en vækst i omsætningen på 15-20 procent i 2013.
- Første halvår 2013 var en tilfredsstillende periode. Vi havde omsætningsfremgang på de fleste hovedmarkeder, herunder hjemmemarkedet Danmark, ligesom fremgangen primært er at finde i vores typiske forretningssegmenter; business, konference, uddannelse samt kantine, siger direktør Peter Mahler Sørensen.
Sommerens ordrer er kommet fra større virksomheder i parfumeri-, kosmetik- og hårplejebranchen, og i lighed med den store leverance til Tokyo omfatter de alle stole-serien ”Chairik”, som er designet af Erik Magnussen.
- I Tyskland leverer vi blandt andet til Chanel og L´Oréal. Endvidere har vi fået en stor ordre på 1.000 stole fra Sephora retail-kæden i USA, fortæller Peter Mahler Sørensen.
Stolene til Sephora er specialkonfigurerede og udsmykket med et diskret indlejret Sephora-logo og skal bruges i udvalgte nordamerikanske butikker.
- Det er rigtigt glædeligt, at disse kendte brands ønsker at sætte vores produkter til indsats, der hvor de møder deres største aktiv; kunderne, tilføjer direktøren.
Engelbrechts kom ud af 2012 med et overskud før skat på 4,0 mio. kr. og forventer et tilsvarende resultat i indeværende år.