23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn køber tidligere Velux-fabrik

Produktionen udvides med en 7.500 kvadratmeter stor fabrik. Det skaber nye arbejdspladser og giver Carl Hansen mulighed for at imødekomme stigende efterspørgsel på danske møbelklassikere.
Det er blot to måneder siden, at Carl Hansen & Søn offentliggjorde planerne for en udvidelse af den eksisterende fabrik i Aarup på Fyn, hvor produktionsarealet i løbet af 2014 skal fordobles til 12.000 kvadratmeter.

Nu investerer virksomheden igen. En markant stigning i efterspørgslen fra flere markeder har skabt et presserende behov for at udvide produktionen her og nu. Det sker i Gelsted, små 12 kilometer fra fabrikken i Aarup, hvor Carl Hansen & Søn har overtaget en tidligere Velux-fabrik på 7.500 kvadratmeter.

- Købet af den nye fabrik er et led i vores ekspansionsstrategi og vil lette de plads- og produktionsbegrænsninger, som den eksisterende fabrik i Aarup oplever lige nu. Fabriksudvidelsen er en forlængelse af vores vision om, at produktionen skal foregå i Danmark. Det er fortællingen om danske håndværkstraditioner og dansk design af højeste kvalitet, der skal fremtidssikre ekspansionen i virksomheden, siger direktør Knud Erik Hansen.

Tendens til flaskehalse
Ombygning og klargøring af fabrikken i Gelsted indledes nu, og produktionen ventes indledt i løbet af de næste par måneder. Så snart nye maskiner kan blive leveret til den nye produktionsfacilitet, vil produktionen af sofaer samt de større stole og borde blive forflyttet til Gelsted-faciliteterne.

Fabrikken i Aarup vil dermed få frigivet plads, så de hurtigere og meget efterspurgte stole kan komme hurtigere gennem produktionen.

- Spiseborde tager en meget stor plads op, og det er klart, at der normalt sælges 6-10 stole for hvert bord, der går igennem produktionen. Hastigheden på bordene er derfor en del langsommere end for stolenes vedkommende, og de har haft en tendens til at danne flaskehalse på fabrikken i Aarup. Det samme er tilfældet for de store lænestole, Wing Chair, Oculus og Heritage samt sofaerne, som jo alle har meget komplicerede bøgetræsstel som basis nedenunder polstringen, forklarer Knud Erik Hansen.

En meget positiv situation at befinde sig i
Da salget er stærkt stigende, vil der blive brug for alle ansatte, understreger Knud Erik Hansen, og han forventer, at virksomheden vil udvide staben af både faglig og ufaglærte, når bygningerne i Gelsted er klar til produktion:

- Det er jo en meget positiv situation at befinde sig i for Carl Hansen & Søn. Udvidelsen af vores fabriksfaciliteter giver os muligheden for at optimere vores produktionsprocesser og sætte produktionen op i et noget højere gear, så vi så effektivt og hurtigt som muligt kan imødekomme efterspørgslen og sikre, at vi er med helt fremme på markederne ude i verden, slutter Knud Erik Hansen.

Wood Supply var i foråret 2013 på besøg hos Carl Hansen & Søn i Aarup for at høre om baggrunden for virksomhedens store succes. Læs interviewet med direktør Knud Erik Hansen i artiklen Carl Hansen & Søn er "Made in Denmark".
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078