23948sdkhjf

Virksomhedsledere vil kickstarte møbelbranchen

Ledelserne fra bl.a. Gubi, Normann Copenhagen, Fritz Hansen og Carl Hansen & Søn har netop sendt en række anbefalinger til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen. Målet er at kickstarte branchens comeback efter krisen.
Det er dyrt at producere i Danmark, selv om vi har høj produktivitet. For faktisk er produktiviteten på danske møbelvirksomheder gennemsnitlig større end i andre EU-lande. Samtidig udgjorde branchens eksport i 2012 omkring 10 mia. kr. – med en opadgående tendens.

En stor del af eksporten retter sig mod nabomarkederne Sverige, Norge og Tyskland, men meget tyder på, at den danske møbel- og interiørbranche har potentiale til markant mere eksport – både ved at øge eksporten til lande, hvor danske virksomheder allerede er til stede, men også ved at understøtte den stigende interesse omkring fjernmarkeder.

Dobbelt ramt af krisen
En tænketank med deltagelse af ledelserne fra en række af landets toneangivende møbel- og interiørvirksomheder har i løbet af 2012 og 2013 drøftet branchens udfordringer og muligheder sammen med kendte designere og forskere fra designskolerne.

Disse møder er nu mundet ud i en perspektivrig henvendelse til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen med en række anbefalinger til, hvordan regeringen kan være med til at kickstarte den danske møbelbranche på den internationale scene, hvor der venter eksportmuligheder på både nære og fjerne markeder.

For dansk design er anerkendt i hele verden og ’New Nordic’-trenden giver et fornyet pust international interesse for nordisk livsstil, og dermed også for, hvordan vi indretter vores boliger. Men der er brug for at understøtte udviklingen, hvis vi vil møblere verden med dansk design.

- Finanskrisen har ramt møbel- og interiørbranchen dobbelt hårdt, fordi man både rammes af det faldende boligbyggeri og den lave forbrugertillid. Heldigvis er virksomhederne i dag markant bedre trimmede end før krisen. Samtidig er der sket en konsolidering i branchen kombineret med et større fokus på salg og produktudvikling, som har skabt stigende eksport, forklarer direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning, der har stået for at koordinere aktiviteterne i tænketanken.

Tænketankens anbefalinger handler blandt andet om:
• Større fokus på eksport – både nære og fjerne markeder

• Arbejdsmiljøregler – så genanvendelse af energi kan fremmes uden negative virkninger på arbejdsmiljøet.

• Virksomhedernes adgang til finansiering og kreditter på attraktive vilkår skal understøttes bedre.

• Fokus på kompetencer og et øget samspil mellem branche og uddannelsesinstitutioner, så den særlige danske synergi mellem design, håndværk og produktion sikres - også når produktionen foregår i andre lande.

• Kravene i de offentlige udbud skal begrænses til krav, som med sikkerhed vil kunne dokumenteres overholdt.

• Der bør udarbejdes rammer for udbud, som tager afsæt i den danske virksomhedsstruktur og dermed sikrer vækstlaget i træ - og møbelvirksomhederne.

• Bedre muligheder for at fastholde vækst og beskæftigelse og erfaringer med at deltage i internationale projekter.

• Behov for at eksportfremmeindsatsen også fokuserer på muligheder på nærmarkeder og EU.

• Flere tiltag hvor danske virksomheder sammen er en del af et fælles koncept.

• Fælles danske og internationale aktiviteter, som markerer Hans J. Wegners og Børge Mogensens 100 års jubilæum i 2014. Herunder fokus på, hvordan denne danske møbelarv kan benyttes fremadrettet

• De håndværksmæssige uddannelser skal udvikles, så de leverer et højere niveau end i dag, og indsatsen for at rekruttere unge til branchen skal forsættes.

• Styrkelse af dialogen mellem industrien og designuddannelserne.

• Messe for iværksættere og entreprenører med ”Made in Denmark”-pris, hvor iværksættere og entreprenører kan give bud på nye løsninger, som kan designes og produceres i Danmark.

Deltagere i møbelbranchens tænketank
Hans Sandgreen Jakobsen (Hans Sandgreen Jakobsen Design), Jens Bach Mortensen (Jeldwen), Peter Frandsen (Verpan), Anders Nørgaard (Anpdesign), Torben Paulin (BoConcept), Preben Rasmussen (Skovby), Christian Grosen Rasmussen (Fritz Hansen), Henrik Sørensen (One Collection), Poul Madsen (Normann Copenhagen), Knud Erik Hansen (Carl Hansen & Søn), Niels Knudsen (Magnus Olesen), Jacob Gubi (Gubi), Niels J. Eilersen (Eilersen), Brian Djernes (Cane-Line), Jørgen Rasmussen (Arkitektskolen Århus), Jens Overbye (Kunstakademiet), Flemming Larsen (TMI), Betina Simonsen (Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning).

Tænketanken står bag et dokument sendt til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen primo 2014. Heri opsummeres den danske møbelbranchens aktuelle forhold og udfordringer og der fremsættes en række konkrete anbefalinger til at stimulere en positiv udvikling i virksomhederne ovenpå finanskrisen.

Læs hele rapporten her: Udfordringer og muligheder
for den danske møbel- og
interiørbranche
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078