Dansk Byggeri retter skarp kritik mod bygningsreglement
Byggeriets brancheorganisation kritiserer Klima-, Energi- og Bygningsministeriet for at fjerne kravene til vinduers randzonetemperatur i BR15.
- Det er ikke i orden at stille en hel branche i udsigt, at de aftalte krav vil blive skrevet ind i det kommende bygningsreglement i skærpet form. Vi taler om danske vinduesproducenter, der producerer i Danmark, og som har fået opbygget kompetencer og udviklet vinduer, der matcher de forventede krav. Og ud fra den klare forventning at ministeren ville fastholde, hvad der tidligere var meldt ud. Det er useriøst at fløjte kampen af, lige før bolden passerer målstregen, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.
Ifølge Dansk Byggeri var beskeden ellers klar tilbage i 2010: Skimmelsvamp og rådangreb som følge af kondens på ruderne skulle elimineres, og der blev sat specifikke krav om højere overfladetemperaturer til vinduer. Samtidig blev branchen gjort bekendt med, at Energistyrelsen agtede at stramme kravene yderligere.
Hos Klima-, Energi- og Bygningsministeriet oplyser pressechef Jesper Caruso, at man ikke ønsker at kommentere sagen, mens BR15 er i høring.
Erhvervs- og Byggestyrelsen indførte i 2010 et krav om, at overfladetemperaturen på den indvendige side af et vindue ikke måtte være lavere end 9,3 grader ved en indendørs temperatur på 20 grader og en udendørs temperatur på 0 grader.