Inwido udpeger nye direktører
Asger Drewes Jørgensen er udnævnt som administrerende direktør for vindueskoncernens aktiviteter i Danmark. Også i Norge er der ny chef.
- Det er med stor glæde, at vi byder Asger Drewes Jørgensen velkommen som ny administrerende direktør i Inwido Denmark, siger Håkan Jeppsson, President og CEO for Inwido-koncernen og fortsætter:
- Asger er en erfaren, international leder med en imponerende track record, og jeg er sikker på, at vi i Asger har fundet den rette leder til at stå ved roret på det danske marked.
Asger Drewes Jørgensen, 40, har en Master of Science fra Copenhagen Business School og har gennem de seneste otte år haft forskellige stillinger i Arla-koncernen. Siden 2012 har han besiddet stillingen som President og CEO i Arla Foods USA. Før Arla arbejdede han hhv. for Coloplast og som erhvervskonsulent i Deloitte i Danmark.
Asger Drewes Jørgensen tiltræder som ny adm. direktør den 18. januar 2016 og indtræder på samme tid også i Inwido-koncernens ledelse. Han overtager direktørposten fra den nuværende adm. direktør i Inwido Denmark Mads Storgaard Mehlsen, som tidligere på året blev udpeget som Senior Vice President Business Area Emerging Business Europe i Inwido-koncernen.
Ny direktør i Norge
Inwido har også udpeget en ny administrerende direktør i Norge. Philip Isell Lind af Hageby erstatter Espen Hoff, der har besluttet at forlade selskabet.
Phillip begynder også i den nye stilling pr. 18. januar 2016.
- Norge er vores" turn-around case ", hvor vi har gjort en større omstrukturering i alle dele af organisationen i de seneste år, siger topchef Håkan Jeppsson.
Philip Isell Lind af Hageby er civiløkonom fra Stockholm School of Economics. Han er pt direktør for internationalt salg og marketingdirektør for Scan Coin.