Styrelse fastslår: Der bliver mindre eg at fælde
Det fastslår Naturstyrelsen over for Wood Supply.
Forliget betyder, at 6700 hektarer løvskov ud af cirka 40.000 i Danmark skal henlægges som urørt. Det er direkte fastsat i forliget.
- Alt andet end lige vil der være eg iblandt de 6700 hektarer løvskov. Det er næsten umuligt at forestille sig andet, siger Mads Jensen, som er kontorchef.
De 6700 hektarer skal tages fra løvskovene, svarende til mellem 15 og 20 procent.
Her er WWF's ambitioner med naturpakken
Det er også Naturstyrelsens opfattelse, at eg er værdifuldt at inddrage i bestræbelsen for øget biodiversitet.
- Eg er værdifuld for biodiversiteten, så vi kommer til at udlægge egeskov som urørt skov. Men der vil fortsat være områder, hvor vi henter egetræ til møbelindustrien, og der er også mange unge egebevoksninger, så hvis man ser et godt stykke fremad, er der mere eg på vej.
Han forventer stærkt, at områderne, som skal henlægges, er fundet inden for et par år, og så vil henlæggelsen blive indfaset over 10 år. I den periode vil tilgængeligheden af eg kun gradvist blive mindsket.
- Så vi vil fortsat levere egetræ til møbelindustrien, og industrien får tid til at tilpasse sig Naturstyrelsens fremtidige muligheder for at levere træ, siger han.
PA Savværk udtrykte onsdag over for Wood Supply, at man vil forsøge at påvirke beslutningen om, hvilke arealer, som skal henlægges, og Mads Jensen bekræfter også, at relevante aktører som forskere, virksomheder og organisationer skal høres i processen.
Men han vurderer, at den rent politiske proces er slut. Tilbage er den faglige.
- Folketinget har sagt, hvad de vil have, og så er det Naturstyrelsens opgave at implementere det ud fra faglighed. Der er ikke tradition for, at faglige spørgsmål som dette behandles i Folketinget. Hvis Folketingets medlemmer får henvendelser, så er det op til Folketinget, om det vil agere.
Så meget frygter Dansk Industri for konsekvenserne
Artiklen er en del af temaet Naturpakken.