23948sdkhjf

Snedkerkøkkener til "lavpris" er blevet en indtjeningssucces

Der var en ganske særlig forretningsidé, da en dansker og en lette i 2014 startede Handcrafted Interior sammen. Og den har foreløbig vist sig at være god.

Missionen var at lave specialdesignede og personlige, stilfulde snedkerkøkkener og snedkerinventar med produktion til lettiske omkostninger. Hvor den ene halvdel af ejerduoen står for salg i København og den anden for at se til snedkerproduktionen i Letland.

Firmaet har aflagt sit tredje regnskab, og fra 2015 til 2016 er overskuddet mere end fordoblet til lige knap en halv million efter skat.

Duoens danske halvdel, Charlotte M. Døngart, fortæller, at det gik stærkt, da man forlod et mindre showroom i København og etablerede sit i et større i et nedlagt pakhus i Rønnegade – lige på Østerbro-siden af grænsen til Nørrebro.

Efterspørgslen er så kraftig, at der nu skal flere nye sælgere ind i Rønnegade for at følge med.

- Vi syntes, der manglede et mellemprisleje for snedkerkøkkener og snedkermøbler. Enten kan man få et modulopbygget HTH-køkken eller et dyrt køkken til en halv million, og der vil vi gerne komme imellem med noget, som ikke er et modulsystem men custommade, så det passer til kundens mål, siger hun til Wood Supply.

De nye sælgere, som hun er på udkig efter, skal kunne noget specielt, og derfor er de ikke nemme at finde, fortæller hun.

- Det er ikke standardkøkkkensalg, man skal kunne. Vi sælger kun unikke køkkener, og kunderne har behov for at få kreativ sparring, for kunderne vil gerne købe et stykke af vores stil og vores tanker. Så man skal kunne tænke i vores retning.

Foruden køkkener laver firmaet indbyggede skabe, reoler og andre håndlavede møbler.

Hidtil har det været salg til privatforbrugere, men i nær fremtid vil firmaet også fokusere på professionelt salg.

- Vores oplevelse er, at vi her kan gøre en stor forskel. Der er ingen faste rammer eller bokse som man som ejendomsudvikler eller arkitekt skal acceptere for at kunne arbejde med os. Det meste kan lade sig gøre.

Handcrafted Interior ApS
t. kr. 2016 2015
Bruttoresultat 1.103 431
Resultat af primær drift 629 276
Resultat før skat 628 271
Årets resultat 490 207
Balancesum 1.476 544
Egenkapital 806 316
Personaleomkostninger -474 -155
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079