VTI tilfreds med beskedent resultat
Limtræsproducenten Vinderup Træindustri har afsluttet regnskabet for 2016 og kan, efter eget udsagn, præsentere et beskedent men alligevel tilfredsstillende resultat.
- Efter omstændighederne er vores regnskabstal tilfredsstillende. Tallene skal ses i lyset af, at vi har ændret i regnskabsprincipperne, tilføjet ekstra afskrivninger og revurderet anlægskartoteket. Regnskabet er desuden påvirket af, at vi har haft ekstraordinære omkostninger i forbindelse med, at vi har været igennem et ledelsesskifte udtaler virksomhedens administrerende direktør, Jacob Wernberg i en pressemeddelelse.
Dyk i vinduer
Virksomheden har i de senere år især haft vækst i salget til vinduesproducenter, men der oplevede de et dyk i 2016, der også forklarer en del af regnskabets beskedne resultat.
- VTI’s vinduessegment har bidraget til vækst i de senere år, og det er vores ambition at forsætte væksten, selvom vi i 2016 blev slået lidt tilbage på dette område. Vi tror på, at vi får hævet salget hurtigt igen, og vi er i den forbindelse meget glade for, at vi i den sidste tid har haft tilgang af nye store kunder, siger Jacob Wernberg og uddyber:
- Selvom regnskabet ikke er prangende, er vi sikre på, at vi nu har det optimale setup og det rigtige hold i VTI til at skabe vækst og udvikling. For at booste det yderligere, har vi ansat en forretningsudvikler, der skal være med til at sikre, at vi fortsat udvikler nye og spændende måder at anvende og afsætte limtræsprodukterne på, siger Jacob Wernberg.
Jacob Wernberg indtog posten som direktør i selskabet i foråret 2017.