Fem designere i opløb om Finn Juhl-projekt
'Finn Juhl-Salen' hos FN i New York står foran en større renovering. Salen er designet af Finn Juhl, og det bliver også en dansker, der skal stå for den nye indretning.
Det blev i den forbindelse oplyst, at fem designere ville blive inviteret til at konkurrere om at udvikle nye mødeborde og stole til salen.
Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design, der står for konkurrencen, har nu sat navne på de designere, der skal dyste om den fornemme opgave:
• Kasper Salto (i partnerskab med Thomas Sigsgaard)
• Mia Gammelgaard
• Christian Flindt
• Hans Sandgren Jakobsen
• Søren Ulrik Petersen
Udover design af nye borde og stole er det planen at nyproduceres den oprindelige Finn Juhl-stol (FJ51).
Fakta om Finn Juhl-salen
• Danmark bidrog oprindeligt med Finn Juhl-salen i forbindelse med opførelsen af FN-bygningen tilbage i 1950’erne.
• Salen blev alene i 2008 brugt til 399 forskellige møder og kulturbegivenheder, og hvert år passerer ca. 400.000 turister igennem på deres rundtur i FN.
• Salen fremstår i dag meget nedslidt på grund af den intensive brug gennem årene. Samtidig har to ombygningsprojekter under FN i 1964 og 1977 betydet, at den nuværende udformning ikke længere er i overensstemmelse med Finn Juhls grundlæggende designtanke.
• Med restaureringen bringes salen tilbage til det oprindelige Finn Juhl-udtryk i såvel udformning som interiør. Samtidig tilpasses den det forhold, at FN i dag har næsten fire gange så mange medlemslande som i 1945.