Den intelligente seng er på vej
Linak, EC Høng, Aalborg Universitet og Sønderborg Kommune er gået sammen om at udvikle en ny højteknologisk seng til brug i ældresektoren.
Derfor har kommunens Ældreservice indledt samarbejde med aktuator-specialisten Linak, sengeproducenten EC Høng og professor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet om at udvikle en ny seng til brug i ældresektoren.
En fantastisk måde at produktudvikle på
Projektet ”Den intelligente seng" sparkes onsdag i gang med en workshop hos Linak i Guderup, hvor formålet primært er at få afstemt ønsker og muligheder samt at sætte en dagsorden for det fremtidige arbejde:
- Jeg ser workshoppen og samarbejdet med Linak som en fantastisk dynamisk og positiv måde at produktudvikle på. Det er godt for kommunen og borgerne, når vi på denne måde kobler mulighederne for at forbedre servicen direkte med erhvervslivet, siger direktør i Ældreservice i Sønderborg Kommune, Tim Hansen.
Den intelligente seng skal udstyres med en række funktioner, som kan styrke kommunikationen mellem borgerne og plejepersonalet; fx en vådsensor, som fortæller, om sengen er blevet vædet, en ’ud af sengen-alarm’, som fortæller, hvis borgeren forlader sengen, en indikator, der fortæller, at det er tid at rengøre sengen, samt en sensor, som giver besked, når det er tid at skifte/ tømme kateteret.