23948sdkhjf

Kvik er nu FSC certificeret

En stigende efterspørgsel fra markedet kombineret med en målrettet strategi om at intensivere indsatsen for bæredygtige produkter gør, at Kvik A/S nu melder sig under FSC fanerne.
Certificeringen er netop kommet i hus og gælder i første omgang alle massiv træs bordplader i sortimentet.

Med FSC certificeringen tager Kvik A/S nu et stort skridt ind i kampen for at fremme bæredygtige produkter i køkkenbranchen. En stigende efterspørgsel fra kunderne samt et ønske om at tage størst muligt ansvar for hele værdikæden fra råvare til endelig produkt, gør ifølge Andrew Long fra Kvik A/S FSC ordningen til et helt naturligt valg.

- Vi opererer i en branche, hvor træ er blandt vores vigtigste ressource. Det betyder, at vi har et stort ansvar for at træet er tilvejebragt på en forsvarlig måde. Vi har altid stillet strenge krav til dokumentationen fra vores leverandører af råvarens vej fra skoven og til Kvik. Som FSC certificeret kan vi nu garantere vores kunder, at træet er skovet på en forsvarlig og bæredygtig måde, der tilgodeser såvel dyr og planter som lokalbefolkning, forklarer han og fortsætter:

- I første omgang er det alle massiv træs bordplader, der FSC certificeres. Men vores overordnede målsætning er at opnå en 100% FSC certificering.

Efterspørgslen stiger
Udover de rent forretnings-etiske hensyn, ser man hos Kvik også klare kommercielle fordele i at kunne smykke sig med FSC mærket.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel fra kunderne på bæredygtige alternativer, når der handles køkken, bad eller garderobe. Derfor forventer vi naturligvis også, at certificeringen vil give os den nødvendige ballast til at kunne konkurrere på et marked, hvor kunderne stiller høje krav til produkterne og deres herkomst. Og jeg er ikke i tvivl om at FSC produkter om få år vil være lige så almindelige på hylderne i køkkenbutikkerne, som fx økologiske varer er det i supermarkederne i dag, siger Andrew Long.

Glæde hos FSC Danmark
Hos FSC Danmark, der arbejder for at fremme kendskabet til FSC ordningen herhjemme, er der stor glæde at spore over, at køkkenproducenterne for alvor er begyndt at melde sig ind i kampen.

- Forbrugernes kendskab til FSC-mærkede produkter er steget kraftigt i de seneste år, og virksomhederne reagerer nu og begynder at give forbrugerne muligheden for at foretage et miljørigtigt valg. Især køkkenbranchen har lagt sig i selen og er aktivt gået ind i kampen for at skabe et solidt og bæredygtigt fundament. Det er derfor meget glædeligt, at en af de helt store aktører, som Kvik nu også er certificeret, siger sekretariatsleder i FSC Danmark Loa Dalgaard Worm.
Læs mere om: Kvik
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112