23948sdkhjf

Lilleheden satser på tysk succes-koncept

Den nordjyske producent af limtræ ser et stort potentiale inden for I-bjælker, og sammen med tyske Steico AG bevæger Lilleheden sig nu ind på dette marked.
Forventningerne er store, når Lilleheden i denne uge introducerer en ny I-bjælke fra tyske Steico på det danske marked for spærkonstruktioner.

I-bjælker er endnu et relativt ukendt byggemateriale i Danmark, men potentialet er stort – ikke mindst i lyset af det stigende fokus på lavenergibyggeri. Det har nu banet vejen for et dansk-tysk samarbejde:

- Markedet for I-bjælker er kæmpestort på verdensplan, men det er endnu ikke slået igennem herhjemme. Det er vores forventning, at det i løbet af 2-5 år bliver et stort produkt i Danmark, og vi vil være med fra starten. Derfor går vi i gang nu, fortæller salgschef Dorthe Sprøgel fra Lilleheden.

Optimalt partnerskab
Steico, der er verdens førende producent inden for træfiberisolering, har med succes lanceret bjælken i en række europæiske lande, og salgsdirektør Klaus Drücker føler sig sikker på, at der også er et marked i Danmark:

- I-bjælken har åbenlyse fordele ved lavenergibyggeri, som vinder mere og mere frem i Danmark. Vi ser et stort potentiale i samarbejdet med Lilleheden, der har et indgående kendskab til markedet og traditionen for præfabrikerede byggeelementer, siger han.

Hos Lilleheden har man gennem en periode analyseret markedet for I-bjælker, og Dorthe Sprøgel er ikke i tvivl om, at man hos Steico har fundet en optimal samarbejdspartner:

- Det er begrænset, hvor mange producenter, der er i Europa. Vi mener, at Steico har mest at byde på rent produktmæssigt, siger hun og afviser ikke, at samarbejdet kan udvides yderligere med tiden.

Tre gange lettere end traditionelle konstruktioner
Den nye I-bjælke er egnet til bl.a. tagkonstruktioner, etagedæk og vægge i parcelhuse og andre former for mindre bygninger. Derfor mener Dorthe Sprøgel også, at produktet passer fint til Lillehedens eksisterende sortiment, der er målrettet større konstruktioner med højere krav til bl.a. bæreevne.

Hun fremhæver prisen, et mindre materialeforbrug og plads til ekstra isolering som nogle af de salgsargumenter, der skal i spil, når bjælken fra i dag sendes i handlen landet over:

- I-bjælkens form giver ekstra plads til isolering i tag og ydervægge, så man undgår tykke lag-på-lag- konstruktioner. På den måde mindskes også risikoen for kuldebroer, ligesom der skal bruges færre materialer, forklarer salgschefen og fremhæver, at den karakteristiske I-form gør den op til tre gange lettere end traditionelle konstruktioner.

Fakta om I-bjælken
• I-bjælken består af LVL i flangerne og en krop af en hård træfiberplader, der er tilført additiver, som gør den modstandsdygtig mod vejrlig.

• Bjælken egner sig især til tagkonstruktioner, etagedæk og ydervægge i parcelhuse og mindre bygninger.

• Bjælkens I-form giver god plads til ekstra isolering i tag og ydervægge, og opbygningen gør den op til tre gange lettere end traditionelle spærkonstruktioner.

• I-bjælken er FSC-certificeret.

• Lilleheden lagerfører I-bjælken fra Steico og er leveringsdygtig i skræddersyede dimensioner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093