TCM Group henter erfaren køkkenmand til udvikling
Køkkenkæden Nettoline, der er en del af TCM Group, retter nu på en særlig måde blikket mod Norge og Sverige.
Virksomheden har ansat Erik Theill Christensen som ansvarlig for udvikling af virksomheden. Hans hovedfokus bliver øget eksport til de skandinaviske nabolande.
Erik Theill Christensen tiltrådte stillingen 1. september, og der er store forventninger til samarbejdet:
- Vi ser frem til at få en så stærk kapacitet fra køkkenbranchen med i det lederteam, som skal gennemføre Nettolines fremtidige vækststrategi,” siger Ole Lund Andersen, administrerende direktør i TCM Group i en pressemeddelelse.
Erfarne kræfter
Det er langt fra en aspirant, der tiltræder stillingen hos gør-det-selv køkkenkæden.
Erik Theill Christensen var fra 2002-2013 en del af Ballingslöv International AB, der driver blandt andet Kvik, JKE Design og DFI-Geisler. Her var han en del af koncernledelsen.
Efterfølgende har Erik Theill Christensen været administrerende direktør hos Morsø Jernstøberi, men er nu vendt tilbage til køkkenproduktionen.