Se billederne: Dovista indvier ny fabrik
Tirsdag åbnede vindues- og dørproducenten Dovista officielt sin nye fabrik i Marijampole i Litauen, og den danske producent er nu til stede i otte lande.
Denne gang faldt valget på Litauen, fordi der har været stærk støtte fra både landets regering og den lokale kommune. Samtidig har en kvalificeret arbejdsstyrke gjort udfaldet, understreger administrerende direktør i Dovista Allan Lindhard Jørgensen i en pressemeddelelse:
- Vi har nu rejst de første bygninger, startet de første maskiner og fremstillet de første vinduer - og først og fremmest har vi budt velkommen til vores første 100 litauiske kolleger som medlemmer af Dovista-familien, sagde han under åbningsceremonien.
Den nye fabrik er en del af Dovistas langsigtede investeringsstrategi, der skal gøre virksomheden til den førende leverandør af døre og vinduer i Europa.
60 vinduer i minuttet
Det er dog ikke kun på et overordnet europæisk plan, at Dovista har store planer. Det har virksomheden også for fabrikken i Marijampole.
I løbet af den første fase af konstruktionen af fabrikken investerede den danske producent knap 336 millioner kroner og har ansat 100 medarbejdere. Allerede næste år forventes det tal at stige med yderligere 150 personer, og på sigt regner man med, at den nye fabrik skal tælle 1000 medarbejdere.
Samtidig er forventningen, at de nye lokaler skal bruges til at producere 330.000 vinduer årligt – 60 styks i minuttet.
Prominente gæster
Det store antal medarbejdere og den høje produktivitet glæder ikke kun den administrerende direktør hjemme i Danmark, men også flere af Litauens højtstående politikere, der deltog i indvielsen.
- Direkte udenlandske investeringer i Litauen er meget vigtige, fordi det ikke kun bidrager til landets økonomiske velfærd, men også reducerer virkningen af et vigtigt spørgsmål - udvandring, sagde Litauens premierminister Saulius Skvernelis.
Også Litauens økonomiminister Virginijus Sinkevicius, den danske ambassadør Litauen Dan Edie Frederiksen og borgmester i Marijampole kommune, Irena Lunskiene, viste deres støtte til den nye Dovista-fabrik ved at møde op til indvielsen.
Fakta om den nye fabrik i Litauen Den nye fabrik skal stå for masseproduktion, ikke specialproduktioner. |