23948sdkhjf

Optimismen spirer i Spøttrup

MBA Inventar er kommet fint gennem sit første halve leveår. Budgetterne er overholdt, medarbejderstaben øget, og pt. arbejder virksomheden på at udvikle sit eget sortiment.
Efter tre år som medejer valgte Martin Brogren Andersen sidste år at købe inventardelen ud af Ramsing Tømrer & Maskinsnedkeri.

Ved indgangen til 2011 startede han ny virksomhed under navnet MBA Inventar , og efter en årrække med vigende aktivitet går det nu igen fremad med produktion og salg af specialinventar i Spøttrup.

Således er det lykkedes at få en række betydelige ordrer i hus, og det har banet vej for en oprustning i produktionsafdelingen, der er udvidet fra tre til otte mand.

- Ordrebogen er fuld indtil sommerferien. Blandt andet har vi fået en leverance på butiksinventar i en serie af 1.000 stk. til et andet inventarfirma, og det er en medvirkende årsag til, at vi har været i stand til at udvide bemandingen henover foråret, fortæller salgschef Troels Kristensen til Wood Supply.

Bliver taget mere seriøst
Med det aktuelle aktivitetsniveau har MBA Inventar formået at holde budgettet for sit første halve leveår, og ifølge Troels Kristensen tegner fremtiden lovende.

Virksomheden henter en del af sine ordrer som underleverandør til andre inventarfirmaer, men samtidig er det også lykkedes at etablere flere gode kontakter til arkitektfirmaer og indretningsspecialister.

Netop nu er MBA ved at montere specialinventar i Erik Bagger Designs nye kombinerede kontor/showroom på Nordre Toldbod i København – et direkte resultat af det opsøgende arbejde, fortæller Troels Kristensen.

- Navneskiftet har helt afgjort haft en positiv effekt. Før i tiden blev vi ofte afvist, når vi henvendte os ude hos arkitekterne, men i dag bliver vi taget mere seriøst, vurderer han.

Erik Bagger-projektet på Nordre Toldbod udføres for udviklingsselskabet By & Havn i samarbejde med designer Tine Mouritsen.

Ny inventarserie klar til september
Udover de to hovedaktiviteter har MBA Inventar et par andre tiltag i støbeskeen. Blandt andet er man begyndt at producere trespa-bordplader til en leverandør af laboratorieinventar, og ambitionen er at få flere kunder på dette område. Desuden er MBA i gang med at udvikle sin egen serie af skranker og diske, som efter planen skal være klar til lancering i september.

- Vi samarbejder med designerne Hans Isbrand og Kaare Bækgaard om udvikling af vores eget sortiment. Vi er pt. i gang med råskitser og dialog omkring, hvad der passer til produktionen, og hvor hullerne er i markedet, forklarer Troels Kristensen, der forventer at MBA kan fortsætte den positive udvikling henover efteråret.

- Vi har utroligt mange tilbud ude, faktisk den største tilbudsmængde nogensinde. Samtidig har vi ordrer inde til efter sommerferien, hvilket er ret usædvanligt for vores firma, slutter MBA-salgschefen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078