23948sdkhjf

Vejle Møbelfabrik er gået konkurs

Mere end 100 års virksomhedshistorie er lagt i graven i det østjyske, hvor Vejle Møbelfabrik A/S er gået konkurs med 14 ansatte.
Datoen 11.11.11 blev over hele verden markeret som en ganske særlig begivenhed. På Hovervej nord for Vejle blev det dagen, hvor Vejle Møbelfabrik A/S indgav konkursbegæring.

Lukningen er et resultat af flere år med røde tal på bundlinjen, og efter et underskud på -2,3 mio. kroner i fjor, måtte fabrikken gå ind til 2011 med en negativ egenkapital.

- Det lave forbrug gør, at mange møbelvirksomheder har det svært. Fabrikken i Vejle havde ikke kørt godt i nogen tid, og da man kunne se, at det ikke gik længere, blev medarbejderne opsagt, hvorefter ledelsen indgav konkursbegæring, fortæller Jan Kiel Lauritsen, partner i firmaet Thyssen, Skovbo & Forsberg Advokater, der er kurator på konkursboet.

Ingen køber på spring til hele virksomheden
Vejle Møbelfabrik har haft til huse i lejede lokaler på Hovervej nord for Vejle, og Jan Kiel Lauritsen oplyser til Wood Supply, at advokaterne og fabrikkens bankforbindelse netop nu er i gang med at finde ud af, hvad der skal ske med aktiverne:

- Vi skal have solgt maskiner og varelager hurtigst muligt. Konkret går overvejelserne på at sælge maskinerne enkeltvis eller at få et auktionshus derud. Maskinparken er pantsat, så det kommer helt an på, hvad banken vil. Umiddelbart står der ikke lige en køber på spring til at overtage hele virksomheden, siger advokaten.

Han oplyser, at maskinparken består af 10-15, forholdsvist ældre, maskiner af forskellig størrelse. Lageret rummer ingen færdige møbler, blot halvfabrikata og råvarer, som har hobet sig op gennem en årrække. Forventningen er, at det hele er væk i løbet af 1½-2 måneder.

- Der er grænser for, hvor længe vi kan lade tingene stå i forhold til udlejer. Jeg regner med, at vi har overblik til at træffe beslutning om salget i næste uge, slutter Jan Kiel Lauritsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063