Ung køkkensucces er bygget på lettisk stolthed og dansk design
På syv år har et trekløver med to danske og et enkelt lettisk blad formået at skabe en succes med køkkenbrandet Handcrafted Interior. Oprindeligt var målet at fremstille snedkerkøkkener i høj kvalitet til en overkommelig pris, men i dag er prisen ikke længere det vægtigste argument, når kunderne vælger de lettiske køkkener til. Sådan lyder vurderingen fra partner Daniel Døngart.
– I dag, syv år inde i processen, kan jeg med sikkerhed sige, at hvis jeg uden at skele til prisen skulle vælge mellem en dansk og en lettisk snedker, så ville jeg vælge en lettisk, lyder det fra medstifteren.
Ifølge Daniel Døngart er de ansatte snedkere på Handcrafted Interiors lettiske værksted udstyret med det, han beskriver som en ”helt sindssyg faglig stolthed”, og hos køkkenvirksomheden er der ingen skam forbundet med at have produktionen placeret uden for Danmarks grænser.
– En del af vores konkurrenter brander sig på at være ”made in Denmark”, også selvom de henter masser af delkomponenter uden for landet og eksempelvis får de fingertappede skuffer fremstillet i Østeuropa, men vi har aldrig lagt skjul på, hvor vores køkkener kommer fra, tværtimod er det en kæmpestor del af virksomhedens identitet, og vi er enormt stolte af vores værksted, fortæller Daniel Døngart, der medgiver, at det østeuropæiske islæt kan betyde, at nogle kunder vælger virksomheden fra.
– Men de kunder, vi møder, er ekstremt positivt stemte, understreger han.
Hastig vækst
Påstanden bakkes op af en Trustpilot-score på 4,8, og ser man på virksomhedens regnskaber, lader der også til at være rigeligt med kunder, der sætter pris på den grænseoverskridende forretningsmodel. Allerede i første regnskabsår kunne Handcrafted Interior fremvise sorte tal på bunden, og siden 2014 er resultatet omkring tidoblet og lød i 2019 på 7,1 mio. kr før skat. Fra 2018 til 2019 voksede bruttofortjenesten fra knap 6 til godt 10 mio. kr., men væksten har ikke været uden et vist besvær for den unge virksomhed.
– Hver dag er en udfordring, griner Daniel Døngart, der særligt fremhæver de seneste års hastige vækst.
– Når man vokser så meget og så hurtigt, så giver det helt naturligt nogle udfordringer, når organisationen skal følge med, men mest af alt handler det om et virkelig voldsomt arbejdspres, forklarer han.
Samme hænder hele vejen
Oprindeligt arbejde Handcrafted Interior med et setup, hvor de Letland-baserede snedkere fremstillede køkkener og inventar, der efterfølgende blev monteret af danske håndværkere.
– Men det var ikke optimalt, for når man overtager en anden mands arbejde, kan det give komplikationer, fordi man ikke kender detaljerne til bunds, i modsætning til den person, der har bygget det, fortæller Daniel Døngart.
I dag er modellen derfor en anden.
– Nu er det de to snedkere, der skærer den første egeplanke, der følger køkkenet hele vejen. De fremstiller det og samler det på værkstedet, hvorefter det bliver skilt ad, pakket og sendt afsted til Danmark eller Sverige. Og så kommer de samme to snedkere herop og sørger for at montere, forklarer Daniel Døngart, der ser mange fordele i den model.
– Det giver god mening, fordi det ikke er standardmoduler, så de, der har lavet det, kender produkterne til bunds. Det betyder også, at de ikke får noget ud af at skynde sig for meget på værkstedet, fordi det rammer dem selv i monteringsfasen, uddyber han.
Det er således også hans oplevelse, at modellen med at lade de samme hænder følge køkkenet fra start til slut har været med til at minimere fejl.
– Og ser man på vores anmeldelser på Trustpilot, er det også langt hen ad vejen vores håndværkere, der høster rosen. Det er jeg glad for, for de er virkelig helt sindssygt dygtige, lyder det.
For de tre medejere er det ifølge Daniel Døngart helt naturligt at ”give den en ekstra skalle”, men de i alt ca. 80 medarbejdere, hvor af de 60 er ansat på værkstedet i Letland, trækker bestemt også deres del af læsset, understreger han.
– Det gør de heldigvis af lyst, og jeg tror, det handler om, at de og vi alle sammen kan mærke, at vi har fat i noget, som kan blive helt utroligt, og som kun lige er startet, vurderer han.
Heja Sverige
Handcrafted Interior har i dag to danske showrooms i henholdsvis København og Århus, og sidste år tog man turen over sundet og etablerede et showroom i Malmø.
– Det gav god mening, fordi det er fysisk tæt på København, hvor vi er til hverdag, forklarer Daniel Døngart og fortsætter:
– Det betyder, at Matilda, som er ansvarlig derovre, har kunnet bruge to dage om ugen i København; både så hun kan lære os og forretningen at kende, men i lige så høj grad for at vi kan lære noget, for selvom vi er naboer, er det et helt andet folkefærd.
Således har Daniel Døngart og resten af Handcrafted-holdet brugt de seneste måneder på at suge viden til sig, så endnu et stød i det svenske marked kan sættes ind.
– Senere i år kommer vi til at åbne i Stockholm, og i første omgang vil vi så have fokus på det svenske og det danske marked, hvor der begge steder er plads til meget mere, fortæller han.
Skal blikket rettes længere ud i fremtiden er der dog ingen tvivl om, at vækstambitionerne rækker meget længere.
– Hvad det tredje marked bliver, må vi vurdere, når vi kommer til det, men på den helt lange bane vil vi gerne etablere os i hele Europa, slutter Daniel Døngart.