23948sdkhjf

Atter fremgang for møbelbranchen

Den danske eksport af møbler steg med 4 procent i 2011, viser nye tal fra Møbel+Interiør Brancheforeningen. Branchens handelsbalance er forbedret med 439 mio. kr.
Dansk møbeleksport udgjorde i 2011 knapt 12 mia. kr., og det er en vækst på 4 procent i forhold til året før.

Udviklingen signalerer, at flere års tilbagegang og stagnation nu er vendt. Udflagningen af dansk møbelproduktion stagnerede også i 2011, og samtidig er den outsourcede danske møbelproduktion rykket tættere på Danmark.

Norge fastholder førstepladsen
For andet år i træk er Norge dansk møbelindustris største kunde efter et 2011, hvor eksporten til nordmændene voksede med 8 procent til knap 2,4 mia. kr.

Ifølge Keld Korsager, der er adm. direktør i Møbel+Interiør Brancheforeningen, er det et ganske pænt resultat i lyset af, at det samlede norske møbelmarked i 2011 voksede med 5 procent. Dermed vandt de danske møbelleverandører yderligere terræn på det norske marked. Branchedirektøren hæfter sig også ved, at møbeleksporten til det store tyske marked nu udviser positive vækstrater for første gang siden 1996.

- En fremgang på 3 procent i eksporten til Tyskland vidner om, at de danske møbelleverandører formår at få andel i den stigende tyske møbelefterspørgsel og matche de aktuelle produkt- og indretningstrends, der de seneste år er undergået betydelige forandringer, siger Keld Korsager.

Grobund for optimisme
Tallene fra Møbel+Interiør Brancheforeningen viser, at de danske møbeleksportører samlet set har styrket positionen på de vigtige nærmarkeder i Norden og Vesteuropa i 2011. Samtidig er det lykkedes at fastholde væsentlige oversøiske markeder som USA og Japan.

- Møbeleksporten til vækstøkonomier som Kina og Rusland viser også klar fremgang – om end på et endnu moderat niveau – og det samlede billede giver grobund for en forsigtig optimisme for dansk møbeleksport i 2012, udtaler Keld Korsager.

Møbel-outsourcing bremser op og rykker tættere på
Den danske møbelimport udgjorde i 2011 knap 8,3 mia. kr., hvilket er status quo i forhold til 2010. Tallet dækker imidlertid over betydelige indbyrdes forskydninger mellem leverandørlandene.

Det er især bemærkelsesværdigt, at mens importen fra Kina og andre fjernøstlige lande er styrtdykket i 2011, har der til gengæld været stærk vækst i importen fra Polen, Baltikum og flere andre østeuropæiske lande.

- Møbelimporten fra lavtlønslandene afspejler i vidt omfang udflagningen af dansk møbelproduktion, og der er to bemærkelsesværdige tendenser i 2011-tallene. For det første tegner det til, at udflagningen samlet set er bremset op, og for det andet foretrækker de danske møbel-outsourcere nu i højere grad at proviantere i nærområderne, hvor det er nemmere at udøve kvalitetskontrol, samtidig med at fragtomkostningerne er betydeligt lavere, forklarer Keld Korsager.

Han påpeger, at stigningen i møbeleksporten og den stagnerende møbelimport tilsammen har medført, at den danske møbel-handelsbalance i 2011 viste et overskud på over 3,6 mia. kr. Det er en forbedring på 439 mio. kr. i forhold til 2010.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078