Steens Furniture har sendt de ansatte hjem
Møbelfabrikken har problemer med likviditeten og kan ikke udbetale løn til sine omkring 180 ansatte.
Årsagen er, at likviditeten er så presset, at det ikke har været muligt at udbetale løn. I kulisserne arbejder ledelsen hårdt for at finde en løsning, og mandag klokken 10 er der møde i skifteretten om sagen.
Til Midtjyllands Avis fortæller økonomidirektør Preben Mosgaard, at der er flere årsager til problemerne. I det netop afsluttede regnskabsår har Steen Furniture mistet to store udenlandske kunder, og samtidig er der problemer med indkøring af et nyt edb-system. Sidstnævnte har blandt andet medført, at det i en lang periode ikke har været muligt at udsende fakturaer.
- Implementeringen af et nyt it-system har taget pusten ud af virksomheden. Mange fejl og ting som ikke var testet tilstrækkeligt betød, at varer blev pakket til forkerte kunder. Vi har i ni uger ikke været i stand til at overføre fakturaer til nogle af vores største kunder, hvilket har været afgørende for, at vores finansieringskilder har lukket for kreditten, fortæller Preben Mosgaard til avisen.
Steens Furniture blev etableret som familieejet virksomhed tilbage i 1962.