Svensk møbelproducent drejer nøglen
Temoto Production AB – tidligere Dux Industrier AB – er gået konkurs. Dux Design AB påvirkes ikke.
Virksomheden har fremstillet møbler af det kendte varemærke Dux. Dux’ hovedselskab, Dux Design AB, rammes dog ikke af konkursen. Det gør Dux’ øvrige aktiviteter i USA, Asien og Europa samt Hotel Duxiana heller ikke.
Omkring 50 ansatte står uden arbejde som følge af konkursen. Der arbejdes imidlertid på en rekonstruktion. Det oplyser Temoto-direktør Stefan Sjölin i en pressemeddelelse, som internetavisen Skånskan.se har refereret:
- Da møbelproduktionen i Trelleborg har fået et opsving og givet overskud de seneste år, vil vi arbejde på en rekonstruktion (…). Desuden har vi en god ordrebeholdning og forventer at kunne levere som vanligt, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.