God start for BoConcept
Regnskabsåret 2012/13 er indledt med fremgang i både omsætning, ordreindgang og indtjening.
I denne uge kom så tallene for 1. kvartal, og konklusionen er, at den danske møbelkoncern udvikler sig som forventet.
Resultat af primær drift (EBIT) er realiseret med 9,3 mio. kr. svarende til en overskudsgrad på 3,8 procent mod -0,8 procent sidste år. Omsætningen udgør 246,8 mio., kr. svarende til en stigning på 12,7 procent, og resultatet før skat er et overskud på 9,6 mio. kr. mod 0,1 mio. kr. i fjor.
- På baggrund af en tilfredsstillende udvikling i 1. kvartal 2012/13 med en positiv modtagelse af koncernens 60-års jubilæumskollektion ( lanceres i butikkerne i september, red. ) fastholder ledelsen forventningerne til fortsat vækst og øget indtjening i regnskabsåret 2012/13, skriver BoConcept i sin kvartalsrapport.
Modsatrettede tendenser i Europa
BoConcept indledte 2012/13 med 255 butikker, og kæden har siden åbnet tre nye og lukket seks. Trods lidt færre butikker er det altså alligevel lykkedes at øge omsætningen; dels som følge af en gunstig valutakursudvikling, og dels fordi de nyeste butikker er begyndt at bidrage mere til omsætningen.
På de europæiske markeder er udviklingen fortsat præget af modsatrettede tendenser. I Tyskland fortsætter den positive udvikling, i Frankrig er omsætningen faldet en smule, og i Norden og UK er det lykkedes at fastholde en moderat fremgang. I Syd- og Østeuropa betegnes vilkårene ikke overraskende som meget vanskelige.
I årsrapporten 2011/12 fremhævede BoConcept USA som et marked i fremgang, og den positive udvikling er fortsat ind i det nye regnskabsår. Positivt ser det også ud i både Latinamerika og Asien.
35 nye butikker i 2012/13
Totalt forventer BoConcept at åbne 35 nye butikker i 2012/13, størstedelen i anden halvdel af regnskabsåret. Pr. 31. juli havde koncernen indgået aftale om åbning af 13 butikker – heraf fem i Europa – mens der er godkendt franchisetagere til yderligere 59 butikker.
- Ekspansion af butikskæden har en strategisk topprioritet for BoConcept, som gennem de seneste år har anvendt betydelige ressourcer på at øge dialogen med potentielle franchisetagere, skriver BoConcept.
Den tiltagende usikkerhed, specielt i Europa, har imidlertid gjort det svært at opnå ekstern finansiering, og derfor har pipelinen af nye butikker ikke udviklet sig helt så hurtigt som ventet. BoConcept har derfor valgt at stille finansieringshjælp til rådighed for udvalgte franchiseansøgere.