23948sdkhjf

Succesfuld træfilm har fået en 2’er

Træ Er Miljø gik sidste år til filmen for at sælge budskabet om træ som verdens mest miljøvenlige råstof. Den har nu fået en efterfølger, som netop nu går verden rundt. Se filmen her.
"Træ er simpelthen genialt!"

Med disse ord afslutter Træ Er Miljø sin nyeste film, som i løbet af 1 minut og 55 sekunder argumenterer for, hvorfor træ er verdens bedste byggemateriale.

Filmen, der både findes i en dansk og en engelsk udgave, fik premiere tidligere på måneden og går netop nu verden rundt. Således er filmen netop blevet vist ved åbningen af workshoppen "The green life of wood" i Geneve i denne uge, og i New Zealand har den også været på tapetet under Timber Design Award 2012.

- Grunden til, at vi har lavet en 2’er, er, at den første fik så stor succes. Vi har helt bevidst valgte at køre efter samme skabelon som sidst – samme idé, samme tegnere – med henblik på at skabe en lille ’mærkevare’. Forskellen er, at den første film handlede om træ generelt, mens den her specifikt går på træ til byggeriet, forklarer Jakob Rygg Klaumann, sekretær i Træ Er Miljø.

Ryster støvet af branchen
Den første film blev oprindeligt kun produceret i en dansksproget udgave, men efter flere opfordringer blev den fulgt op med en engelsk version, der blev vist for første gang under trælastkonferencen i København sidste år.

Siden er den blevet indlejret på websites over hele verden og delt i flere versioner på YouTube. Jakob Rygg Klaumann vurderer, at filmen samlet set er blevet set af 40-45.000 mennesker på YouTube. Belært af erfaringer fra den første film har Træ Er Miljø denne gang bestræbt sig på at producere en film af mere universel karakter, som kan oversættes til andre sprog. Dermed er håbet, at den nye film får endnu mere gennemslagskraft og når ud i kredse, hvor der for alvor er noget at hente.

- Vi må erkende, at der ligger mange års efterslæb i forhold til markedsføring. Det er tydeligt, at træbranchen ikke har været i stand til at samle sig om at formidle det gode budskab, og derfor er man blevet overhalet indenom. Men træ ER et fantastisk materiale og er i sig selv en god historie. Med filmene prøver vi i Træ Er Miljø at gribe udfordringen an ved at gå utraditionelt til værks og ryste støvet af branchen, forklarer Jakob Rygg Klaumann.

Han oplyser, at Træ Er Miljø pt. arbejder på at få vist begge film i EU-parlamentet i forbindelse med en træudstilling senere på året.


[flash][align]center[/align][width]560[/width][height]315[/height][address]http://www.youtube.com/v/vAzrzlh06Hk[/address][/flash]


FAKTA
Om filmen "Hvorfor i alverden et træhus?"
Tegninger og film er lavet af Frank Madsen og Flemming Andersen fra Tegnestuen Gimle. Lydsporet er indtalt af skuespillerne Brian Patterson og Marie Caroline Schjeldal.

Filmen er produceret med støtte fra Træ Er Miljøs Træambassadører og TUUF (Træets Uddannelses- og Udviklingsfond).

Både den engelske og den danske version blev lanceret den 1. oktober 2012 via YuoTube. Pr. dags dato har de tilsammen opnået omkring 3.600 visninger.

Hvem er Træ Er Miljø?
Træ Er Miljø er træbranchens fælles informationsprojekt. Der står syv organisationer og to myndigheder bag Træ er Miljø:

• 3F- Fagligt Fælles Forbund
• Dansk Skovforening
• Dansk Træforening
• Danske Træindustrier
• Miljøstyrelsen
• Naturstyrelsen
• Træets Arbejdsgivere
• Træinformation
• Trælasthandlerunionen

Læs mere om Træ Er Miljø på www.trae.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062