0505 TEMA: Sådan vælges det rigtige bjælkehus
Artikel fra Træ og Industri
Maj 2005
Et blik ud over den danske boligsituation afslører et kompliceret udbud af typer og materialer, der i de senere år har medført en markant stigning i markedsandelen til 25 procent for træhuse på bekostning af mursten og beton ifølge den seneste statistiske opgørelse.
Nye og uerfarne bygherrer kan have vanskeligt ved at navigere gennem dette udbud for at træffe deres materialevalg, selv om mange regler og deludgifter er fælles for alle hustyper. I Bygningsreglementet er således fastsat krav til isolering, bæreevne og brandsikring, ligesom entrepriser for udgravning, fundering, kloakering, VVS og el koster rundt regnet det samme beløb for alle typer af ens størrelse.
Gennembruddet for boligbyggeri af træ indtraf midt i 90´erne, da det ved en ændring af Bygningsreglementet blev tilladt at opføre beboelsesejendomme på indtil flere etager med bærende trækonstruktioner – dog under visse forudsætninger.
Et diffusionsåbnet hus
Men udviklingen går hurtigt, og nu er amerikanske bjælkehuse ved at vinde indpas i Danmark. Valget af et bjælkehus er oftest baseret på ønsket om at bo i et flot og unikt hus, der fra dag ét har miljø. I tillæg får de familier, der vælger et ægte bjælkehus – uden isolering i ydervæggene – et helt unikt indeklima. Et diffusionsåbent hus ånder ligesom vore gamle bindingsværkshuse, og ved korrekt opførelse holder bjælkehuse i flere hundrede år.
Amerikanske bjælker (på nær cedertræ) er altid ovntørrede for i det hele taget lovligt at kunne importeres til Europa. Samtidig benytter de amerikanske producenter næsten alle dobbelt fer og not til deres samlinger, hvilket sammen med fugebånd, lim og bolte giver et tæt hus, uden at det skal trykkes sammen af et tungt tag.
Dobbelt fer og not
De væsentligste forudsætninger for et tilfredsstillende byggeri – udover at få det design, man ønsker - er træets tørring, sætning, husets tæthed samt indeklimaet. Alle bjælker bør være tørret ned til en fugtighed på ca. 20 procent for at hindre fugtgener i det nybyggede hus. Yderligere tørring er mulig, men vil besværliggøre den korrekte samling af huset. Heraf følger, at væggene kun sætter sig to procent, som kan kontrolleres, mens vådt træ krymper ca. 10 procent og giver store sætnings- og fugtproblemer. I de nyeste hjørnesamlinger fra USA ligger bjælkerne i samme højde med dobbelt fer og not for at styre vridninger i træet, hvilket medfører industriens hidtil tætteste konstruktion. For yderligere at sikre lufttæthed fuges hjørnesamlingerne med speciel elastisk fugemasse.
Luftfugtighed 35-45 procent
I de fleste træbyggerier anvendes plast i væggene som dampspærre, der nærmest kan sammenlignes med en plastpose med åndehuller over hovedet. Uden denne dampspærre kan luften i bjælkehuse sive både ind og ud og bliver derfor friskere. I et traditionelt hus er luftfugtigheden typisk over 50 procent, i et bjælkehus kun 35 - 45 procent og i en gennemsnitlig lejlighed op til 60 procent med tilsvarende øget risiko for astmatiske lidelser, husstøvmider og andre gener.
Men stik mod de flestes forventninger bliver energiforbruget ikke større af at undlade dampspærre – tværtimod. Tør luft kræver væsentlig mindre energi at opvarme end fugtig. For et bjælkehus er varmeregningen på ca. 75 procent af tilsvarende traditionelle byggerier, hvilket jo er et ganske godt salgsargument.
Det samme gælder for husets anskaffelsespris. Et parcelhus af massive bræddeelementer er sædvanligvis lidt billigere end et tilsvarende byggeri af sten eller beton, mens et bjælkehus koster omtrent det samme som et godt kvalitetshus af traditionelle materialer.
Overflader med holdbarhedsgaranti
Som årsag til at foretrække træhuse nævnes især de æstetiske værdier, indeklimaet, det romantiske islæt samt den gode duft af træ. En god idé er at finde en fagmand, der har forstand på bjælkehuse, og som kan hjælpe med at gennemgå projektet. Man bør også altid huske at få oplysninger om, hvilke konstruktive træbeskyttelser mod fugtpåvirkninger der er bygget ind i konstruktionen, og hvilken overfladebehandling med holdbarhedsgaranti der er anvendt.
Checkliste for bjælkehuse
Forsigtighed er nødvendig, for efter at træhuse blev virkeligt populære, er der dukket mange firmaer op, som henter billigt træ i Østeuropa og bygger bjælkehuse uden at have nogen uddannelse i konstruktioner og statik eller begrænsninger i arbejdet med materialer, der sætter sig. Sådanne leverancer har skabt mareridt for både danske og norske husejere, hvis nyerhvervelser har vist sig nærmest ubrugelige. Til slut en lille checkliste til de, der ønsker et bjælkehus:
1. Gå ikke på kompromis med valg af materialer og bjælkeprofiler.
2. Bjælkerne bør leveres færdigproducerede og certificerede.
3. Der bør være ejertids-garanti på bjælkerne.
4. Ingeniører skal sikre, at statikken i konstruktionen er gennemregnet.
5. Leverandøren bør have et bredt erfaringsgrundlag blandt andet med håndtering af sætningsproblemer.
6. Byggehåndværkerne bør være specialuddannede til at opføre bjælkehuse.
7. Tag en fagmand med ud og se på prøvehuse.
8. Besøg så mange udbydere som muligt.
9. Hvis muligt, så besøg fabrikken – flere af de store udbydere tilbyder både seminarer og fabriksbesøg.
10. Vær kritisk. At en påstand kan læses på internettet, er ikke det samme, som at den er sand. Eksempelvis må man godt bygge bjælkehuse uden isolering i ydervæggene.
Yderligere oplysninger på tlf. 63 35 01 34 eller www.jimBarna.dk