0505 TEMA: Nyt fleksibelt træhus med kort byggetid
Artikel fra Træ og Industri
Maj 2005
Dansk Træemballage A/S, Friis & Moltke A/S og Carl Bro Gruppen har udviklet et nyt fleksibelt træhus, hvor brugeren selv har afgørende indflydelse på indretning og udstyr.
Udgangspunktet er få grundmoduler og en række forskellige elementer som fx bryggers, værelse, ekstra overdækket terrasse, udestue mv., som kan sammensættes efter brugernes specifikke behov.
Med moduler, der færdiggøres på fabrik og køres ud til en samlet opstilling på betonsoklen, rationaliseres byggeprocessen væsentligt. Badeværelse, køkken og installationer mv. bliver monteret på fabrikken indendørs, og huset kan opstilles og lukkes på en enkelt dag.
Konkurrencedygtigt
Husene er af høj kvalitet og bliver opført i massivt træ – primært fra Norden - der giver et godt indeklima, og konceptet er i front både miljømæssigt og økologisk. Selv med det høje kvalitetsniveau er træhuskonceptet konkurrencedygtigt.
Træhuskonceptet kan bruges i forbindelse med byggeri af villaer, rækkehuse og sommerhuse, og der sker en løbende udvikling - også af nye typer.
Det første udstillingshus står færdigt og kan besigtiges efter aftale på Hanebuen 18 i Skørping.
Kontaktpersoner
Carl Bro Gruppen, civilingeniør og chefrådgiver Vagn Sørensen, telefon 98 79 99 16
Friis & Moltke A/S, arkitekt og medindehaver Niels Erik Thomsen, telefon 96 30 94 00
Dansk Træemballage A/S, produktionschef Orla Poulsen, telefon 42 75 37 11
www.carlbro.com
Carl Bro Gruppen
Carl Bro Gruppen er en international rådgivningsvirksomhed, der tæller over 2.500 medarbejdere fordelt på mere end 80 kontorer i Europa, Asien, Afrika og Sydamerika. Igennem mere end 40 år har virksomheden gennemført projekter i over 100 lande. Den årlige omsætning udgør ca. 2 mia. kr.