Finnforest og Moelven forstærker indsatsen på trælastområdet
Efter i mere end 10 år at have samarbejdet med Scantræ A/S som agent på Finnforest trælastprodukter overtager Finnforest egen repræsentation – Moelven Danmark A/S – ansvaret for afsætningen af Finnforest trælast i Danmark.
Efter i mere end 10 år at have samarbejdet med Scantræ A/S som agent på Finnforest trælastprodukter overtager Finnforest egen repræsentation – Moelven Danmark A/S – ansvaret for afsætningen af Finnforest trælast i Danmark. I forhold til industrisegmentet sker dette senest pr. 1. januar 2006, hvorimod salg til forhandlere – med nogle få undtagelser – sker med virkning fra 1. august 2005.
- For kunderne medfører ændringen dels, at vareflow’et nu går direkte fra producent til forhandleren/industrien, og at vi både i bredden og dybden står med et særdeles attraktivt produktprogram på trælastområdet”, udtaler Michael Helmershøj, adm. dir., Moelven Danmark A/S.
De nye aktiviteter medfører ansættelse af en række medarbejdere med placering i Midtjylland. Moelven Danmark A/S er i fuld gang med rekrutteringen af de pågældende medarbejdere.
Samtidig forstærker Moelven Danmark A/S organisationen med etablering af et nyt salgskontor med central placering i Midtjylland. Det nye kontor skal fremover betjene industrikunderne, mens kundecenteret, der betjener forhandlerne, fortsat er placeret i Glostrup.
Henrik Skov Andersen vil sammen med det nye team på kontoret i Midtjylland stå for udviklingen af industrisegmentet, mens Jack Vasegaard samt 2 distriktssælgere vil være ansvarlig for afsætningen af Moelven og Finnforest samlede produktprogram til tømmerhandlerne.
- Med overtagelsen af Finnforest trælastprogram er ringen nu sluttet, idet vor virksomhed nu håndterer alle koncernens produkter under samme tag – det som vi i det daglige kalder one shop, afslutter Michael Helmershøj.