Velux: EU-lande tøver for meget med energieffektivisering
EU øremærkede i 2020 omkring 750 milliarder euro til at rette op på de 27 medlemslandes økonomiske tilbageslag under coronakrisen. En stor del af beløbet skulle bruges til at fremme den grønne omstilling. Men det går ikke hurtigt nok med at få milliardtilskuddene ud og arbejde.
Det mener Velux, der peger på at der kan høstes nogle rigtigt hurtige energibesparende gevinster allerede inde næste vinter.
Det skriver DI Business.
- Vi ser desværre et kæmpe efterslæb i energirenovering af den europæiske boligmasse. Netop boliger står for 40 procent af energiforbruget og her vil det være muligt at rykke rigtigt hurtigt og være klar med løsninger allerede i år. Projekterne vil jo kunne sættes i søen med få ugers varsel, siger Velux’ bæredygtighedschef Fleming Voetmann.
Han deltog mandag i konference hos Dansk Industri om EU's genopretningsplan.
Krig i Ukraine dæmper investeringer
Velux leverer energieffektive vinduer og oplever, at det meget forskelligt fra EU-land til EU-land, hvor gode man er til at få hul på at bruge midlerne fra EU’s støtteordning. Lande som Italien, Frankrig og Tyskland er relativt langt fremme, mens de øvrige er mere forsigtige.
- Krigen i Ukraine har flere steder ført til en tøven – og en vent og se attitude, fordi boligejere har været usikker på situationen. Men faktisk har krigen jo gjort det ekstra relevant at skrue op for energirenovering, fordi vi skal være uafhængig af russisk gas. Investeringer i energieffektivisering kan også løsne op for psykologiske stemning, der er flere steder. Det skaber også lokale job i en tid, hvor vi også står foran en mulig recession, siger Fleming Voetmann.
Behovet for energirenovering af byggeri gælder både for boliger og kontorer samt for offentlige bygninger som skoler og hospitaler.
- Generelt giver det rigtig god mening, at man på den længere bane investerer i vindmølleparker og solcelleanlæg. Men det vil tage mange år, før vi ser den positive effekt af det. Her på den korte bane er der hurtigere gevinster ved energieffektivisering, som kan høstes allerede før det igen bliver vinterkoldt i Europa, siger Fleming Voetmann.
DI: Næste skridt bliver nyt bygningsdirektiv
Branchedirektør i DI Byggeri, Anders Stouge, er enig. Der er ikke tvivl om, at EU bliver nødt til at skubbe mere på for at fremme investeringerne i energieffektivitet i de enkelte EU-land, så man også kommer mere i gang med at bruge EU’s genopretningsplan.
- Heldigvis er EU-parlamentet, Rådet og EU-kommissionen senest blevet enige om et nyt Energieffektiviseringsdirektiv, som øger ambitionerne for hele EU. Direktivet skal dog først implementeres i de enkelte lande for at få effekt, siger han.
Næste skridt bliver enighed om et nyt bygningsdirektiv, der kan løfte indsatsen for at renovere private og offentlige bygninger i EU. Anders Stouge peger på, at 75 pct. af de eksisterende bygninger i EU er ineffektive mht. energi og kræver omfattende energirenovering.
- Energieffektivitet er ikke alene et spørgsmål om færre udgifter til energi, og dermed en mere robust økonomi. Mere energieffektivitet drejer sig også om, at EU ikke behøver at investere helt så meget i energiinfrastruktur, vedvarende energi, og endelig så vil EU-landene hurtigere kunne blive uafhængig af russisk gas. Så der er meget at vinde ved at fokusere på fremme af energieffektivitet, siger Anders Stouge.
Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.