23948sdkhjf

Keramiker får millionerstatning for Nettos kopikrukker

Salling og importøren Ronald skal betale Anne Black 1,6 million kroner for at have krænket hendes ophavsret

Importøren Ronald A/S og Salling Group skal sammen betale en million kroner samt procesrente til keramikeren Anne Black for at have krænket hendes ophavsret.

Det har Højesteret onsdag afgjort.

Samtidig skal de betale sagsomkostningerne for i alt 588.484 kroner til Anne Black.

Dommen kommer, efter at Anne Black i 2016 beskyldte Salling Group og Ronald A/S for at have kopieret tre af sine keramiske produkter og solgt dem i Netto.

Beløbet er højere end det, Anne Black tidligere er blevet tilkendt.

I 2019 dømte Sø- og Handelsretten Salling Group og Ronald A/S til at betale Anne Black 1,5 millioner kroner i erstatning.

Den dom ankede de, hvorfor den blev sendt videre til Østre Landsret.

Efterfølgende stadfæstede Østre Landsret i 2020 dommen, men sænkede beløbet til 300.000 kroner.

Det skyldes, at retten kun fandt, at hængepotten var beskyttet af ophavsretten.

Vasen og lågkrukken kunne dengang ikke anses for at være Anne Blacks "egne intellektuelle frembringelser".

Den dom ankede Anne Black, og derfor blev sagen sendt til Danmarks højeste retsinstans.

Sagen blev også en strid mellem Danmarks største erhvervsorganisationer, da Dansk Erhverv og Dansk Industri gik ind i sagen på hver sin side.

Hvis en part har interesse i en sag, kan den vælge at biintervenere. Det betyder, at den støtter en part uden at tilføje nye argumenter til sagen.

Dansk Erhverv støttede Salling Group, mens Dansk Industri støttede Anne Black.

Vicedirektør i Dansk Industri Kim Haggren kalder dommen for "en sejr".

- Danske virksomheder, store som små, skal have mulighed for at konkurrere på det nationale og internationale marked, uden at de undervejs bliver kopieret.

- Originalitet, innovation og kreativitet skaber nemlig arbejdspladser, velstand og velfærd i Danmark, og det har Højesteret været med til at sikre i dag, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08