1005 TA: Faglig Voldgift - Træets overenskomst
Artikel i Træ og Industri
Oktober 2005
Tekst Karin Ebeling Træets Arbejdsgiverforening
Under overenskomstforhandlingerne 2004 forhandledes en ny regel ind i Træets Overenskomst om indhentelse af forsømt tid i forbindelse med overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, efter hvilken regel arbejdsgiveren kan varsle forsømt tid til udførelse uden overtidsbetaling inden 14 dage efter, at arbejdet er genoptaget.
På en større virksomhed, som er medlem af Træets Arbejdsgiverforening, nedlagde medarbejderne arbejdet i forbindelse med årets lønforhandlinger. Arbejdet var nedlagt i 9 - 25 timer, og efter rådgivning fra Dansk Industri/Træets Arbejdsgiverforening pålagde virksomheden medarbejderne at indarbejde de forsømte timer, hvilket de efterkom.
Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark var af den opfattelse, at forsømt tid kun kan udføres med max. 5 timer pr. uge jf. Træets Overenskomst § 15: Begrænsning af overarbejde.
Under protest indvilgede forbundet i denne sag at pålægge medarbejderne at indhente den forsømte tid mod, at spørgsmålet om, hvorvidt reglerne i Træets Overenskomst § 15 begrænser mulighederne for indhentning af forsømt tid til max. 5 timer pr. uge, skulle prøves ved en faglig voldgift.
Organisationernes uenighed om fortolkning af forsømttidsreglerne førte således til en faglig voldgift, hvor Dansk Industri/Træets Arbejdsgiverforening den 6. oktober 2005 fik medhold i sin påstand om, at reglerne om begrænsning af overarbejde jf. Træets Overenskomst § 15 ikke finder anvendelse, når der indenfor 14 dage skal indhentes forsømt tid efter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.