23948sdkhjf

Vinduesproducent går EPD-vejen

Med miljøvaredeklarationer på tre produkter er vinduesproducenten Velfac hoppet på EPD-vognen. Udarbejdelsen af de produktspecifikke EPD’er er ifølge Velfac udsprunget af et ønske om at give arkitekter og rådgivere de bedste og mest præcise forudsætninger for at kunne bygge mere bæredygtigt i henhold til de nye klimakrav.

I første omgang er der udarbejdet EPD’er til Velfacs mest efterspurgte produkter, Velfac 200, Velfac Classic samt Velfac Ribo, og vinduesproducenten har i arbejdet særligt haft øje for arkitekter og rådgivere, der ofte er ansvarlige for beregningen af byggeriets LCA. De nye EPD’ers mere specifikke klimadata vil dog også komme de øvrige aktører i byggeriet som bygherrer og entreprenører til gode, vurderer man hos Velfac.

– Med lanceringen af vores nye EPD’er kigger vi ind i en vedvarende proces, der skal styrke os yderligere som ansvarlig producent. Vi ser det som vores opgave at give vores samarbejdspartnere de mest retvisende data til at kunne benytte vores produkter og løsninger i nybyggerier, der bidrager positivt til den grønne omstilling, siger Peter Krogh, teknisk chef hos Velfac, i en pressemeddelelse.

Velfac har ydermere gjort de produktspecifikke EDP’er tilgængelige som LCAByg-filer, hvilket ifølge vinduesproducenten gør det nemt for rådgiverne at integrere dem, når de laver livscyklusanalysen for byggeriet.

– For os handler det kort og godt om at give arkitekterne og rådgiverne de bedste forudsætninger for at kunne analysere og implementere den data, der efterspørges i forbindelse med de nye klimakrav i Bygningsreglementet, siger Peter Krogh.

Data er afgørende

De nye krav om livscyklusberegninger og CO2-grænseværdier, som trådte i kraft i Bygningsreglementet ved årsskiftet, bekræfter Velfac i vigtigheden af at have den bæredygtige agenda højt på dagsordenen.

– Kravene taler direkte ind i vores tankegang, og for os er de et incitament til hele tiden at bygge på med nye tiltag. Og når vi taler med både arkitekterne og rådgiverne, mærker vi, at der generelt er en stor interesse og efterspørgsel på bæredygtig viden og data. Det skal vi som producent kunne imødekomme, ligesom vi bidrager med sparring, har forståelse for problematikkerne og kan udfordre kundens projekt, så vi opnår det bedst tænkelige resultat, siger Peter Krogh.

Arbejdet med de nye EPD’er har stået på det seneste års tid, og Peter Krogh forklarer, at det for Velfac har været vigtigt ikke at haste processen igennem. Der er blevet indsamlet data og søgt fakta om alle forhold, lige fra den omfattende produktionsproces til transporten af Velfac-produkter, ligesom en række af vinduesproducentens underleverandører har bistået som sparringspartnere.

– Vi har investeret mange ressourcer i tilblivelsen af vores egne EPD’er, og det er et udtryk for vores ønske om at være så transparente som muligt. Og så er det i lige så høj grad et udtryk for, at vi omfavner de vilkår, vi som branche står over for. Data er afgørende for, at vi kan agere korrekt og ansvarligt samt forbedre os løbende. De data er nu på plads i form af vores egne EPD'er, hvilket giver os mulighed for at optimere og ændre adfærd fremover, siger Peter Krogh.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062