23948sdkhjf

Fik dobbelt ilddåb - nu er bundlinjen tæt på trehundrededoblet

Knapt 18 måneder efter Torben Nørgård Jensen lagde hånden på kogepladen og købte sig ind i Rolighed-Humania, kan han løfte sløret for inventarproducentens bedste resultat i mere end et årti.

Således voksede overskuddet i fjor til 1,4 mio. kr. før skat, svarende til tæt på en trehundrededobling, mens omsætningen ifølge Torben Nørgård Jensen steg omkring 35 pct. sammenlignet med året forinden.

Den nyeste medejer har siden oktober 2020 siddet på direktørposten hos den vestjyske virksomhed, og den opadgående formkurve er dermed også sikret ad en kurs, han selv har været med til at sætte sammen. Da han i fjor købte sig ind, fortalte han om en femårsplan, der frem mod 2025 tilsiger en årlig vækst på 15 pct., og det er altså med tilfredshed Torben Nørgård Jensen i dag kan notere sig, at strategien synes en succes.

– Noget af det, vi har forholdt os til, er det med at ligge i det billigste segment, som ikke er det, vi er bedst til. Vi er bedre, når vi laver ting i en højere kvalitet og med gode materialevalg, som vi træffer sammen med kunder, forklarer direktøren.

ROLIGHED - HUMANIA A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 3,932 1,955 1,040
Resultat af primær drift 1,600 0,100 -
Resultat før skat 1,432 0,005 -0,719
Årets resultat 1,103 0,003 -0,565
Balancestatus 8,154 7,943 5,659
Egenkapital 1,438 0,335 -0,162
Gns. antal ansatte 20 18 18
Kilde: CVR

Særligt den nære kunderelation er ifølge Torben Nørgård Jensen afgørende, når man som dansk producent skal hamle op med konkurrenter, der i højere grad har slået sig på outsourcing.

– Kunden er meget inde over projekterne og har meget at skulle have sagt, og det er vigtigt, vi udnytter det, vi er gode til, når vi er oppe imod nogle, der henter deres priser et andet sted, end hvor vi ligger. Vi lægger vægt på det tætte samarbejde, den gode kvalitet og at det, vi aftaler, er det, vi gør, siger han.

En dobbelt ilddåb

Rolighed-Humania, der har rødder tilbage i 1967, var indtil sidste år helt og holdent på familien Roligheds hænder. Det er fortsat Rudi Rolighed, der som anden generation sidder på majoriteten af selskabet, men for tre år siden gav han ansvaret for den daglige drift videre, og har siden haft rolle af salgsdirektør. For arvtageren på topposten og den nyeste medejer blev der tale om en dobbelt ilddåb.

– Der har været mange ting at navigere rundt i de sidste år med først corona og så krig, og selvfølgelig var jeg også engageret før, men som medejer er det klart, at man i højere grad føler konsekvenserne på egen krop, hvis man ikke får navigeret rigtigt, siger Torben Nørgård Jensen.

Siden han overtog direktørkasketten, har han desuden haft skarpt øje på tabellerne, og bundlinjen har efter en håndfuld års penduleren mellem plus og minus i den halve millionklasse nu holdt sig to år i sort.

– Jeg har brugt meget tid på at fokusere på de forskellige nøgletal og følge dem tæt, så vi har kunnet rette ind i forhold til omgivelserne, for eksempel i forhold til de stigende energipriser, der har medført, at vi har haft et konsulentfirma til at gennemgå fabrikken og efterfølgende skiftet vores belysning ud til LED, fortæller Torben Nørgård Jensen.

En brav kamp

Og det er ikke kun i form af energikrisen, krigens konsekvenser har ramt Vinderup-virksomheden, der indtil invasionen hentede sin birkekrydsfinér igennem danske grossister fra Rusland og Ukraine.

– Vi har måttet kæmpe en brav kamp for at beholde birkekrydsfinéren, som vi heldigvis har formået at finde hos andre europæiske leverandører. Mens andre har været tvunget til at skifte til for eksempel poppel, har vi altså kunnet bibeholde den gode råvare og har ikke skullet gå på kompromis med kvaliteten, og jeg tror også, at det er en del af grunden til, at vi har set god vækst på institutionsmøblerne, vurderer direktøren.

Han fremhæver ligeledes de mange års erfaring, Rudi Rolighed og det øvrige salgsteam har oparbejdet i forhold til sparring og samarbejde med kunderne.

– Det giver kunden inspiration og tryghed i processen og det ligger uden tvivl også til grund for væksten på institutionsmøblerne, lyder det.

Samtidig har Rolighed-Humania suppleret forretningen med et servicekoncept, der ifølge Torben Nørgård Jensen har vakt genklang hos især det offentlige.

– Vi mærkede en efterspørgsel fra kunderne i det offentlige, hvor alle har et ønske om at spare CO2, så nu tilbyder vi at vedligeholde møbler for at forlænge levetiden, ligesom vi kan reparere og skifte enkelte dele eller tage gamle møbler retur og sælge videre som refurbished, og vi kan se, at det er noget, der fremover kommer større fokus på, fortæller han.

Selvom kogepladen altså kun er blevet varmere, siden Torben Nørgård Jensen med indgangen til 2022 lagde hånden på, er den nye partner fortsat komfortabel med både temperaturen og sin nye position i familievirksomheden.

– Overordnet er jeg meget tilfreds med at være medejer. Vi har et fint samarbejde og med tingene struktureret på en måde, så vi begge kan bruge vores kompetencer bedst muligt.

Efter to år med hastig omsætningsvækst – en disciplin, der som Torben Nørgård Jensen understreger, er nemmere at excellere i, når udgangspunktet er lavt – forventer han nu, at tempoet daler en smule. I indeværende år er der budgetteret med 5-10 pct. toplinjefremgang, og direktøren kan berette om et første kvartal, der tyder på, budgettet holder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126