23948sdkhjf

Tæppegigant henter ny direktør

Med udnævnelsen af en ny global marketing- og produktdirektør har Herning-baserede Ege Carpets føjet et nyt ansigt topledelsen.

Den nye direktør på holdet er Tenna Knak, der kommer fra en stilling som europæisk marketingdirektør hos den amerikanske vindue- og dørproducent Jeld-Wen.

– Ege Carpets er en utroligt spændende virksomhed i en rivende udvikling, som jeg er meget stolt af at blive en del af. Særligt inden for produktudvikling og bæredygtighed er der fart på, og jeg glæder mig meget til at være med til at forsætte denne rejse sammen med teamet hos Ege Carpets, siger Tenna Knak i en pressemeddelelse.

Hun tiltrådte i april, og selvom hun således fortsat er ny på posten, er prioriteringslisten klar:

– Noget af det første, jeg tager fat på, er at sikre, at vi har en klar sammenhæng mellem produkt- og marketingstrategien og vores overordnede vækststrategi. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder i samme retning, så derfor er mit fokus også helt konkret på at få samlet mit team. Vi skal have udarbejdet nogle skarpe, konkrete og realistiske strategier, der støtter op om Ege Carpets' kerneværdier og samlede visioner, siger Tenna Knak.

Kurs mod fordobling

Hos Ege Carpets erstatter hun Jan Magdal Poulsen, så tæppegigantens øverste ledelse nu, udover Tenna Knak, udgøres af adm. direktør Rune Stephansen, finansdirektør Kim Toft Høj Pedersen, salgsdirektør Morten Skibsted samt produktionsdirektør Teddy Lauritzen og HR-direktør Didde Nonbo Kristiansen, der begge blev en del af direktionen i januar.

Dermed er Rune Stephansen, der selv indtog topposten i sommeren 2021, i fuld gang med at fintune det hold, der skal bringe den danske tæppeproducent nærmere næste milliardmilepæl.

– Vi er den største tæppeproducent i Danmark, men har også stort potentiale til at vokse os endnu større. Da jeg tiltrådte, iværksatte jeg derfor en dobbelt-op-strategi, hvor målet er, at omsætningen runder 2 mia. kr. inden for fem år, og hvor vi også styrker vores indtjening betydeligt, udtaler Rune Stephansen, og fortsætter:

– For at vi kan nå de mål, skal vi arbejde målrettet, fokuseret og innovativt på alle niveauer. Tenna kommer med en stærk faglig profil og erfaring, som passer rigtigt godt ind i de ambitioner, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun kommer til at styrke vores daglige ledelse og Ege Carpets som helhed.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.707