23948sdkhjf

"Det handler om afsætning"

Sidste uges årsdag udstak retningen for fremtidens udfordringer i træ- og møbelindustriens nye brancheforening.
I løbet af de seneste 11 år har møbelbranchen oplevet en tilbagegang i arbejdsstyrken på 59 procent og et fald i overskuddet på 55 procent. Udfordringen er således til at tage og føle på for branchens nye organisation; Træ- og Møbelindustrien (TMI), der blev en realitet, da medlemmerne i TA torsdag i sidste uge sagde ja til at fusionere med Møbel+Interiør Brancheforeningen.

På den efterfølgende årsdag fastslog formand Henrik Thorlacius-Ussing under sin velkomst, at det er virksomhedernes eksport, der skal arbejdes med, hvis branchen ønsker at genvinde noget af det tabte:

- Der er ingen tvivl om, at træ- og møbelindustrien har været ramt hårdt siden finanskrisen i 2008. I modsætning til andre brancher er vi ikke begyndt at løfte os særlig meget endnu. Det skyldes først og fremmest, at vi har en tendens til at fokusere på hjemmemarkedet. Vi skal ud over Danmarks grænser, hvis vi vil løfte afsætningen, sagde han.

Ud med tidsrøverne og krejlerne
Træ- og Møbelindustriens Årsdag var henlagt til naturskønne omgivelser på Munkebjerg Hotel i Vejle, hvor et særdeles spændende eftermiddagsprogram sørgede for, at de omtrent 100 deltagere fik masser af inspiration med hjem til den kommende tids arbejde i virksomhederne.

CBS-professor Thomas Ritter, erhvervsmand Lars Kolind og fremtidsforsker Jesper Bo Jensen bød ind med tre vidt forskellige indgange til, hvordan træ- og møbelvirksomhederne kan blive bedre til at tjene penge:

- Danske virksomheder har så travlt med at presse leverandøren og effektivisere produktionen, at man glemmer det kommercielle. Hvis produktet ikke kan sælges, så har du ikke noget at tale med kunden om, og så har du arbejdet forgæves, lød det fra Thomas Ritter, som også opfordrede sine tilhørere til at luge ud i kundekartoteket. Ud med tidsrøverne og krejlerne og fokusér i stedet på de kunder, der tilfører virksomheden værdi:

- Jeg har undret mig over, at man i Danmark har brugt oceaner af tid på at outsource produktionen og på at fornærme leverandørerne. Men man har ikke skaffet sig af med de ulønsomme kunder, lød det fra CBS-professoren.

Gør som Jysk og Bestseller
Ifølge Lars Kolind, der især er kendt for sin økonomiske turnaround af Oticon i 1990’erne, skal opskriften på succes i en dansk virksomhed anno 2013 hentes i spejderbevægelsen:

- Hvis man skal drive forretning i det 21. århundrede, skal man kigge på de frivillige foreninger. Find nogle mennesker, der deler passionen, og find en forretningsmodel, der engagerer dem. Du skal ikke sælge stole, men god siddekomfort. Vi skal være sindssygt dygtige hele vejen rundt. Vi skal tænke ligesom Jysk og Bestseller. De har ingen umiddelbare produktfordele, men formår alligevel at være i topklasse, sagde Lars Kolind og understregede, at vi har travlt. Rigtigt travlt. For kineserne vil for alvor komme buldrende i de næste år.

- Der er stor risiko for, at viden- og servicejobs nu også snart ryger til Kina. Så hvad skal der til for, at vi har konkurrencekraft? Det handler ikke om først og fremmest at sætte lønnen ned. Det er en taberstrategi. Vi skal skabe mere værdi pr. arbejdstime, så vi kan begrunde de lønninger, vi har, og fortsætte den positive lønudvikling, vi har været vant til. Vi er så vant til at skabe et produkt, som vi dernæst går ud og sælger til den højest mulige pris. Det er en forkert tankegang. Man skal ikke skabe værdi for kunden, men sammen med kunden, lød det fra Lars Kolind.

- Alle virksomheder kan lære det her, men vi er nødt til at smide vores traditionelle opfattelse af lederen bort. Vi skal organisere os helt anderledes. Ledelse er en pligt, ikke en ret. Og medarbejderskab er blevet noget helt andet, end det var. Civilingeniøren med ekspertise i cnc-maskiner bliver en meget bedre medarbejder, hvis han forstår andre dele af virksomheden. Han skal måske kun bruge 80 procent af sin tid på sit nuværende job og resten på andre steder i virksomheden, sagde erhvervsmanden, som også pointerede, at et grundlæggende problem i Danmark er, at virksomhederne er for små, og at den organiske vækst går for langsomt. Kolind brugte selv fusionen mellem Duba og B8 som et eksempel på, at man i højere grad bør tænke i samarbejder på tværs af virksomheder.

Hvis det ikke findes på nettet, så findes det ikke
Dagens sidste oplægsholder, fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, havde valgt en, for branchen, optimistisk vinkel. Det er ikke slut med produktion i Danmark, og arbejder man med træ som materiale, er udsigterne gunstige:

- Vi er på vej væk fra glas og stål. Tidsånden er med træbyggeriet, for huse i træ er energivenlige – også på materialesiden. Og så går vi tilbage til naturen i disse år. Se bare på dette års Milano-messe. Træ er et materiale, der har en god, langsigtet fremtid, sagde Jesper Bo Jensen, som også opfordrede de fremmødte til at tage e-handel meget seriøst:

- For de nye generationer gælder, at hvis det ikke findes på nettet, så findes det ikke. Lav showrooms de steder, hvor der er stor kundegennemstrømning, og sats så ellers på internetsalg, lød rådet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088