23948sdkhjf

Skyldte 12 mio. kroner: Sparekasse begærede byggefirma konkurs

Det var Sparekassen Danmark, som stod bag konkursbegæringen af byggefirmaet Jensen Byg Randers

Med 12 mio. kroner til gode fik Sparekassen Danmark nok og begærede byggefirmaet Jensen Byg Randers konkurs.

Det kan Randers Amtsavis nu løfte sløret for.

Firmaet med base i Vorup blev i den forgange uge begæret konkurs, hvilket selskabets adm. direktør Jan Jensen bekræftede over for både Randers Amtsavis og Licitationen. Nu viser det sig altså, hvilken kreditor der endte med at sige stop.

Jensen Byg Randers beskæftigede sig med opgaver inden for nybyggeri, renovering og specialopgaver af større byggerier. Ifølge firmaets egen hjemmeside var der 70 ansatte ved konkursbegæringen.

På selskabets referenceliste finder man blandt andet tømrerentrepriser på Arena Randers i hjembyen, kontorer til Aarhus Havn og bibliotek samt kulturhuset Dokk1 i Aarhus.

Skiftede navn

Hvad der præcist fik galt, er der stadig ikke klarhed over, men ifølge selskabets senest tilgængelige årsrapport, der dækker perioden 1. juli 2021 - 30. juni 2022, var der et underskud på 810.306 kr. efter skat, hvilket blev betegnet som ”utilfredsstillende” af ledelsen. Året før var der et plus på 1,6 mio. kr.

Den uafhængige revisor gjorde i den forbindelse tydeligt opmærksom på, at "der er en væsentlig usikkerhed, der kan rejse tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften," som det blev formuleret i påtegningen til regnskabet.

Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) skiftede firmaet navn til AML Byg ApS per 1. december 2023. Få dage forinden, den 29. november, var den officielle adresse flyttet fra Bogensevej 2 i Randers til P.O. Pedersens Vej 2, Skejby, 8200 Aarhus N.

Jan Jensen overtog Jensen Byg Randers i 1997 efter sin far Erik Jensen, der etablerede familieforetagendet i 1966.

Ifølge Randers Amtsavis er det Per Buttenschøn fra DLA Piper, der er udpeget som kurator i sagen.

Tidligere konkurs

Byggefirmaet, som indtil nu hed Jensen Byg Randers, har tidligere været gennem en konkurs. 

I januar 2014 gik selskabet, som dengang hed Byggefirmaet Jan Jensen A/S, ned.

- Jeg vil sige, at det var to store totalentrepriser, som gjorde det af med os. Men hvorfor eller hvilke opgaver, der er tale om, vil jeg ikke ind på. Blot sige, at vi nok ikke skulle have bundet an med totalentreprise-opgaver, sagde Jan Jensen dengang til Randers Amtsavis.

Efter konkursen kom alle de godt 70 ansatte med over i det nye firma, Jensen Byg.

Kilde: Randers Amtsavis

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063