23948sdkhjf

Interview: Sådan skaber vi vækst i træ- og møbelindustrien

Henrik Thorlacius-Ussing, formand for den nystiftede brancheorganisation Træ- og Møbelindustrien, ser på de nuværende og kommende udfordringer for branchen.
Da Træets Arbejdsgivere i DI og Møbel + Interiør Brancheforeningen tidligere på måneden blev fusioneret til brancheorganisationen Træ- og Møbelindustrien (TMI), var det et godt eksempel på den form for samarbejde, som er en nøgle til fremtidig vækst i branchen.

Det mener Henrik Thorlacius-Ussing, der blev valgt som formand for TMI og organisationens ca. 400 medlemsvirksomheder fra hele branchens værdikæde.

- Jeg synes, det er helt naturligt, at hele fødekæden er samlet ét sted. Hvis to virksomheder, der befinder sig forskellige steder i kæden, står med det samme problem, så er det kun fint, at de kan dele erfaringer og viden med hinanden. Vi har et ansvar for, at branchen bliver præget af endnu mere åbenhed internt, siger Henrik Thorlacius-Ussing, der fungerer som administrerende direktør i Lindenborg Gods A/S ved siden af formandskabet i TMI.

Ny medarbejder med fokus på afsætning
Et andet fokuspunkt for den nystiftede brancheorganisation er afsætning, hvilket Henrik Thorlacius-Ussing også berørte ved sin tale på Træ- og Møbelindustriens Årsdag 2013 midt i juni. For at sætte handling bag ordene har TMI selv afsat 3 mio. kr. til en satsning på området, mens Træfonden har givet tilsagn om at bidrage med yderligere 1 mio. kr.

Det overordnede ansvar for afsætningssatsen ligger hos TMI’s næstformand Nils Knudsen (adm. direktør Magnus Olesen A/S), men Henrik Thorlacius-Ussing tør i første omgang godt at love, at TMI’s medlemsvirksomheder kommer med på råd i spørgsmålet om, hvordan millionerne gør mest gavn.

- Vi skal først og fremmest undersøge hvilke behov, vores medlemmer har, og se på, om der findes nogle gode historier og erfaringer i branchen, som vi kan lære af. Men vi skal også tænke helt nyt, og det er en af grundene til, vi er ved at ansætte en medarbejder i TMI-regi, som skal holde styr på projektet, siger han.

Kina er måske ikke besværet værd
Eksport er et tredje varmt emne for træ- og møbelbranchen, som flere gange er blevet beskyldt for ikke at se langt ud over egen andedam. Henrik Thorlacius-Ussing erkender, at der er plads til forbedring på eksportområdet og at de danske virksomheder er blevet ramt af de seneste års nedgang på nærmarkederne. Alligevel advarer han mod at opfordre alle virksomheder til at kaste sig hovedkulds ud i eksotiske eksportsatsninger på fjerne markeder.

- Man kan spørge, om det er alle besværlighederne værd for en lille virksomhed at satse på eksport til Kina, hvis der også er mulighed for at sælge varerne i Norge. Det er endnu et af de punkter, hvor vi skal ind og se på, hvilke behov vores medlemmer har og hvordan vi bedst hjælper dem videre, siger Henrik Thorlacius-Ussing og vender så tilbage til en af kæphestene:

- Vi er nok i for høj udstrækning konkurrenter, og her skal vi – især på eksportområdet – blive bedre til at hjælpe hinanden. En producent af vinduer og døre kan eksempelvis sagtens hjælpe en gulvfabrikant med sine erfaringer på et givent marked uden, det behøver at koste noget. Branchen skal blive bedre til at arbejde og tænke på tværs, og her kan vi i TMI hjælpe ved eksempelvis at nurse grupper frem, som giver muligheden for det, lyder målsætningen.

Ikke alle er konkurrenter
Samarbejde alene gør det dog ikke for træ- og møbelbranchen, som godt kunne bruge udefrakommende kapital. Emnet blev senest berørt i Wood Supply mandag, hvor Henrik Hvid Hansen, direktør i Bent Hansen Møbler A/S, efterlyste en forbedret evne hos virksomhederne til at lokke fremmede investorer til.

- Det er helt rigtigt, at der næsten ikke findes nogen kapitalfonde, som vil investere i træ- og møbelindustrien. Sådan har det egentlig været de sidste 7-8 år, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest historikken og de dårlige driftsresultater, siger Henrik Thorlacius-Ussing, som ikke tør gætte på, hvornår udviklingen eventuelt vender.

Han henviser til, at selv økonomisk veldrevne og store virksomheder har svært ved at finde interesserede købere, og advarer så i øvrigt mod at tro, lykken er gjort alene ved at tiltrække en kapitalfond.

Samlet set lyder konklusionen da også, at den danske træ- og møbelbranche står med gode kort på hånden, hvis de bare bliver spillet korrekt.

- Vi har et unikt produkt og en branche, der i høj grad består af kreative mennesker. Men vi skal også passe på ikke at blive for selvfede og isolerede ved at tro, at alle omkring os er konkurrenter, lyder afrundingen fra Henrik Thorlacius-Ussing.

Læs også:
Træ- og møbelindustrien samles i fælles forening
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.465