Forventede tocifret millionoverskud - men endte i rødt minus
Det skulle have været så godt - men endte skidt.
Regnskabsåret 2022/23 bliver formentlig til glemmebogen for Skovby Møbelfabrik, der kort inden juledagene offentliggjorte tallene for det forgangne års aktiviteter.
Og her gemte der sig ingen julegaver til brødreparret Preben og Jørgen Rasmussen, der ejer møbelfabrikken.
Forventningen til det forgangne regnskabsår lød på et overskud før skat på lige over 11 millioner kroner.
Men virkeligheden viste sig at være en helt anden for Skovby Møbelfabrik.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 85,5 | 104,8 | 105,1 |
Resultat af primær drift | -6,8 | 9,7 | 15,8 |
Resultat før skat | -7,3 | 9,2 | 16,2 |
Årets resultat | -5,6 | 7,3 | 12,6 |
Balancestatus | 140,1 | 149,4 | 157,0 |
Egenkapital | 98,9 | 109,5 | 112,2 |
Antal ansatte | 183 | 186 | 179 |
Kilde: CVR |
Grundet "store prisstigninger på råvarer og energi, udfordringer i hele supply chain-delen, en større afmatning i verdensøkonomien end forventet og negative udsving i valutakurser på primære markeder" sluttede regnskabsåret i et minus på 5,6 millioner kroner.
Det skriver ledelsen bag møbelfabrikken i sin årsberetning - og erklærer samtidig resultatet for "ikke tilfredsstillende, men et resultat af en udfordrende omverden".
Ledelsen skriver dog, at man i det igangværende regnskabsår forventer og regner med et overskud på rundt regnet syv millioner kroner.
Wood Supply har ad flere omgange rettet henvendelse til Skovby Møbelfabrik og adm. direktør Preben Rasmussen for en kommentar på årsregnskabet - uden held.