23948sdkhjf

Danmark mangler skov: Branchen savner politisk handling

Der er brug for politisk handling bag regeringens planer om at plante 250.000 hektar skov i Danmark. Det kan blandt andet øge den danske selvforsyningsgrad

Sæt handling bag planerne om at plane det, der svarer til 250.000 fodboldbaner med skov - både for klimaets og branchens skyld.

Sådan lyder opfordringen fra en række store aktører i træ- og skovbranchen. Træ- og Møbelindustrien under Dansk Industri, Dansk Skovforening, Dansk Træforening og Danske Byggecentre står bag opråbet ovenpå en ny analyse, som viser betydningen af skovbrug og træ som råvare i samfundet.

- Træ spiller en vigtig rolle for omstillingen til et fossilfrit samfund. Og den betydning kan blive endnu større, hvis vi i Danmark gør mere for at udnytte det store klimapotentiale, som træ tilbyder. Det kræver, at vi planter mere skov og sikrer forsyningen af træ fra danske og udenlandske skove, siger Lærke Flader, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.

- Det er nødvendigt med politisk handling, hvis vi skal høste de klimamæssige fordele, som skov og træ tilbyder. Regeringen har fremlagt en ambitiøs målsætning om at rejse yderligere 250.000 hektar skov i Danmark, men der er behov for, at der bliver sat handling bag ordene, siger hun.

Hellere før end siden

Hos Træ- og Møbelindustrien savner man foruden handling bag ordene også en tidshorisont for den markante skovrejsning i Danmark. Foruden de klimamæssige fordele forventer man nemlig, at efterspørgslen på træ som materiale kan blive en udfordring fremadrettet.

Det forklarer chefkonsulent Simon Auken Beck.

- Der er simpelthen ikke sat noget i udsigt tidsmæssigt. Der er ingen årstal på målsætningen. Regeringen har meldt ud, at de kommer med en skovplan, der kan vise en retning, og det må vi så håbe på. Der skal være en økonomi, som gør det attraktivt at plante træer og drive skov. Det sker ved, at der er et behov for de produkter, som skoven leverer til eksempelvis byggeri og møbelproduktion. Så skal der også være gode vilkår for, at private og store virksomheder har lyst til at lægge jord til og investere i det langsigtede perspektiv, der ligger i at have skovdrift, fortæller han.

- De træer, som vi skal bruge i fremtiden, skal plantes i dag. Det er et perspektiv i forhold til materialer, men der er også et stort klimaperspektiv. Det tager tid at komme i gang med Co2-optaget i en skov, og hvis det skal batte noget, så skal man i gang hellere før end siden.

Kortlægningen viser, at danske virksomheder, der producerer og bruger træ som råvare, skaber jobs til 55.200 danskere og årligt bidrager med knap 40 milliarder kroner til den danske velstand. Det er en stigning på henholdsvis 16% og 18,9% siden 2013. 

Kan blive mere selvforsynende

Derudover kan mere dansk skov også være medvirkende til at afhjælpe de forsyningsproblemer, som særligt krigen i Ukraine har medført de seneste år. 

- Forsyningsudfordringerne går jo op og ned sammen med udbud og efterspørgsel. Der har været massive udfordringer i kølvandet på corona og krigen i Ukraine. I dag er der kommet bedre balance i udbud og efterspørgsel, men på længere sigt kan vi snart komme til at opleve mangelsituationer igen - også for træ, siger Simon Auken Beck.

250.000 hektar skov kan dermed bidrage til en højere selvforsyningsgrad, hvilket kan gøre Danmark mere uafhængig af verdenens ydre omstændigheder.

- Det er svært at spå om fremtiden, men potentielt vil vi kunne komme op på en selvforsyningsgrad på 40 til 50 procent. Den ligger på omkring 20 til 25 procent i dag. Det er ikke en ubetydelig del, siger chefkonsulenten fra Træ- og Møbelindustrien.

Hos Dansk Skoveforening forventer man ligeledes, at der er brug for mere træ for at følge behovet i fremtiden.

- Globalt kommer efterspørgslen på materialer til at vokse markant frem mod 2050, hvor vi skal være 10,5 milliarder mennesker på kloden. Hvis ikke vi skal udtømme vores ressourcer, kræver det, at vi overgår til en cirkulær og biobaseret økonomi, hvor træ i stigende omfang anvendes til materialer og produkter, som i dag laves af ikke-fornybare ressourcer, siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen.

Læs mere om: træ
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063