Ny webshop skal vende tocifret millionunderskud for reolvirksomhed
Reolproduktion gennem 50 år - men nu med et twist.
Det skriver Finans om genstarten for virksomheden ABC-Reoler, der i efteråret skiftede navn til ByAulum A/S - og nu har rettet fokus mod en ny og bredere kundekreds.
Selskabet bag ByAulum A/S har rødder tilbage til 1917, så det er en tung arv, der bliver rykket rundt på af moderselskabet Danish Furniture Group.
Nu skal reoler fra ByAulum A/S imidlertid også afsættes gennem en nystartet webshop, skriver Finans og henviser til en snak med ejerleder Jesper Johansen fra sidste år.
- Vi har gennem de seneste par år været i gang med en stor investering i produktionsfaciliteter og en relancering, som vi nu sætter i fart med den nye konstruktion. Virksomheden har fokuseret på produktion af reoler i snart 50 år, men haft det lidt svært gennem en årrække. Det skal vi lave om på, sagde han i november sidste år.
ABC-Reoler/ByAulum A/S har i de seneste to regnskabsår samlet tabt omtrent 14 mio. kr., men underskuddet til trods tror direktør Jesper Johansen på selskabets fremtid.
- Igangsætningen af egen webshop har gradvist styrket ByAulums positionering, og det har ledt til stor interesse fra markante aktører i markedet, som ser en stor værdi i reolerne, skriver ledelsen bag ByAulum i sin ledelsesberetning.
I årsrapporten understreges det også, at moderselskabet bag reolvirksomheden har "stillet midler til rådighed, og vil i videst muligt omfang også stille midler til rådighed for driften minimum frem til oktober 2024".
Regnskabsår | 2022/23 | 2021/22 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - |
Bruttofortjeneste | -3,5 | -1,9 |
Resultat af primær drift | -8,2 | -6,2 |
Resultat før skat | -8,9 | -6,5 |
Årets resultat | -7,7 | -6,3 |
Balancestatus | 26,3 | 13,0 |
Egenkapital | 7,8 | 4,1 |
Antal ansatte | 8 | 9 |
Kilde: CVR |