23948sdkhjf

Virksomheder takker nej til praktikanter: - Vi har svært ved at finde ressourcerne

Knap en tredjedel af de studerende på jysk designuddannelse kan snart gå på sommerferie uden en praktikaftale.

Sommeren står for døren, og for en hel årgang studerende på VIA's Furniture Design betyder det, at de kan se frem til at komme i ni ugers praktik, når ferien er slut. 

Eller det burde de kunne. 

For som det ser ud lige nu mangler knap en tredjedel af de 24 studerende på uddannelsen en plads hos en af landets design-, interiør- og møbelvirksomheder. Og det er en tendens, der er blevet forværret i år, fortæller specialekoordinator på uddannelsen, Eva Paarmann. 

- Det har været noget sværere end normalt for dem, der har landet en praktikplads – og det er hårdt for dem, der stadig mangler, som lige nu er usikre på, hvordan de skal opfylde uddannelsens krav, fortæller hun til Wood Supply. 

Furniture Design:

  • De studerende får titlen Designteknolog med speciale i Furniture Design ved endt uddannelse efter to år. Herefter søger de fleste studerende videre på den halvanden årige overbygning som professionsbachelor i furniture design.  
  • De studerende opnår kompetencer indenfor "trendresearch, målgruppeanalyse, idégenerering, skitsering, arbejdstegning, materialeeksperimenter, konstruktion og udarbejdelse af prototype samt grafisk præsentationsmateriale."
  • Uddannelsen er to-årig med base hos VIA University College i Herning.
  • De studerende skal i praktik på deres 3. semester - dvs. efter et års studier. Og igen på professionsbachelorens 2. semester, hvilket svarer til 6. mester i alt. 
  • Praktikken varer 9-12 uger og afsluttes med en skriftlig opgave. 
  • Den har til formål at give de studerende "et overordnet indblik i virksomheders arbejdsprocesser" og give de studerende mulighed for at høste erfaring fra praksis, så de kan afprøve og reflektere over den teori, de har med sig fra uddannelsen.

Kilde: VIA College

Afvisninger på stribe 

Ifølge hende fortæller de studerende om massevis af udsendte ansøgninger, der enten ignoreres eller afvises med henvisning til blandt andet manglende ressourcer og opgaver. 

Wood Supply har talt med tre virksomheder, der kunne være oplagte praktiksteder for de Furniture Design-studerende. To af dem har tidligere haft praktikanter fra uddannelsen, men skal ikke have det i denne omgang. 

- Vi har desværre afvist de ansøgninger fra VIA, vi har fået i år, lyder det eksempelvis fra stifter hos designstudiet Says Who, Kasper Meldgaard. 

- Vi har det sidste år haft fokus på vores eget team og at afstemme opgavemængden dertil, og derfor har prioriteringen været en anden, uddyber han.

Det samme gør sig gældende hos den den Ikast-baserede interiørvirksomhed Bloomingville, hvor Design Manager, Theresa Bligaard, blandt andet peger på færre hænder i designafdelingen. 

Opgaverne og læringen bliver desværre lidt tynd med en så kort praktikperiode Kasper Meldgaard, stifer, Says Who

 - Vi er kun to designere lige nu, så vi har svært ved at finde ressourcerne. Vi vil gerne have praktikanter, men det skal give mening for dem, og det gør det ikke, når vi har så travlt, som vi har lige nu, siger hun til Wood Supply. 

Hos møbel- og interiørbrandet Hübsch er man også vant til at huse praktikanter fra VIA - dog ikke fra Furniture Design.

- Men vi har fået mange henvendelser og har også været i dialog med VIA omkring dette, skriver salgs- og marketingdirektør, Daniel Henriksen, i en mail til Wood Supply

Han fortæller dog, at de i stedet har god erfaring med at ansætte studentermedhjælpere i designafdelingen til færre timer om ugen, da det blandt andet giver mulighed for at have de studerende tilknyttet i længere periode. 

- Det har været den bedste måde for os at samarbejde med designstuderende, så alle parter har fået det optimale ud af samarbejdet, skriver han. 

Det tynde øl

Hos både Says Who og Bloomingville er det ikke kun manglende interne ressourcer og prioritering, der trykker. Det gør praktikkens udformning på kun ni uger også. 

- Opgaverne og læringen bliver desværre lidt tynd med så kort enpraktikperiode. De kommer knap nok i gang, inden praktikken skal afsluttes, og dermed bliver det lidt begrænset, hvilke opgaver de kan omfavne, siger Kasper Meldgaard. 

Ifølge ham har Says Who flere gange gjort VIA opmærksom på, at praktikken er uhensigtsmæssigt sat sammen, og argumentet er da heller ikke ukendt for Eva Paarmann. Dog har det ikke før været "så massivt", ligesom det samtidig er misforstået, mener specialevejlederen. 

- Jeg kan jo se, at de studerende generelt er virkelig gode - også til 3D-programmerne, som ofte efterspørges hos virksomhederne, forklarer hun blandt andet. 

- De er i stand til at bidrage konstruktivt med nye idéer og et indblik i, hvordan fremtidens forbrugere tænker. De er ikke bare studerende, men også en del af en kommende kundegruppe og har så meget at bidrage med hos virksomhederne - også på ni uger. 

Dårligt alternativ

Ifølge Eva Paarmann er der ikke noget reelt alternativ til de praktikløse studerende. 

- Vi skal finde de sidste pladser. Ellers skal vi ud i en eller anden form for skolepraktik, og det er hverken i det studerendes eller branchens interesse på lang sigt, siger hun. 

Nyheden om de studerendes kvaler får da også Kasper Meldgaard til at genoverveje, om Says Who skal have en i år alligevel. 

- Vi var ikke bekendt med, at det var sværere for dem, end det plejer. Vi vil gerne genoverveje det, hvis der sidder praktikanter derude, som mangler en plads, siger Kasper Meldgaard. 

Jeg kan også godt være bange for, at det kan blive sværere at få et arbejde, når de bliver færdige, hvis branchen ikke snart kommer på fode igen. Theresa Bligaard, designmanager, Bloomingville

Hos Bloomingville understreger man, at man fortsat gerne vil være en attraktiv praktikplads, ligesom man da også får glæden af to praktikanter efter sommerferien i styling- og marketingafdelingen - dog fra andre uddannelser på VIA end Furniture Design. 

Theresa Bligaard ærgrer sig på de studerendes vegne, men frygter også, at udfordringen ikke slutter med praktikken.  

- Jeg kan også godt være bange for, at det kan blive sværere at få et arbejde, når de bliver færdige, hvis branchen ikke snart kommer på fode igen. Jeg kender til flere firmaer, hvor der eksempelvis er ansættelsesstop. 

Hun understreger dog, at Bloomingville altid gerne og også fortsat modtager praktikansøgninger fra Furniture Design.

Spørger man Eva Paarmann er der så godt som ingen grunde til ikke at benytte sig af muligheden for en praktikant fra Furniture Design. 

- Selvfølgelig skal man ikke tage en ind, hvis der absolut hverken er overskud eller opgaver, men hvis man har noget, der godt kunne tåle at blive set på med nye øjne, så giver det mening. Vi undervisere besøger løbende de fleste praktiksteder, og vi møder kun meget sjældent nogen, der ikke har været glade for samarbejdet med de studerende. Jeg tror, det er forekommet en eller to gange i de 19 år, jeg har været ansat, lyder det fra specialevejlederen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128