23948sdkhjf
Annonce

Søstrene Grene roterer i topledelsen: Øverste direktør får nyt ansvarsområde

Søstrene Grene bliver gradvist større, og derfor er der behov for flere kræfter i detailkædens topledelse

Detailgiganten Søstrene Grene har vokset sig så stor, at det er nødvendigt med en omstrukturering af topledelsen. 

Det skriver kæden i en pressemeddelelse - og bekræftes også af en ændring i CVR

Søstrene Grene skriver i meddelelsen, at Mikkel Grene fremadrettet får titel af Group CEO for Søstrene Grene Holding, mens Line Vogdrup, der hidtil har været Chief Strategy Officer, bliver ny CEO for Søstrene Grene Import A/S. 

Det sker som en positiv konsekvens af Søstrene Grenes voksende organisation og flere og nye butikker, skriver detailgiganten. 

- Siden jeg startede som CEO for 13 år siden, er vi gået fra 33 til 300 butikker. Vi er gået fra at kunne sidde rundt om samme bord til frokost, hvor langt de fleste medarbejdere var familie, til mere end 450 medarbejdere i Aarhus og flere tusinde i vores butikker. Vi er gået fra en årlig omsætning på 300 millioner kroner til en forventet omsætning på 3,7 mia. kroner inklusiv vores franchisebutikker og moms i 2024, udtaler Mikkel Grene. 

Han peger dertil på, at han fremadrettet kan "fokusere mere på den overordnede ledelse af vores selskaber", ligesom han vil have fokus på "de vigtigste strategiske forretningsområder og projekter, der skal bringe Søstrene Grene ind i fremtiden". 

- Målet er, at Søstrene Grene skal få det optimale ud af mig, og at jeg skal bruge min tid bedst muligt, tilføjer han. 

Indgående kendskab

Organisationsændringen i toppen af Søstrene Grene-hierarkiet sker i kølvandet på, at kæden tidligere på måneden præsenterede ny finansdirektør i skikkelse af Jo Svendsen

Hun får - sammen med Mikkel Grene og Chief Retail Officer, Vickie Jensen - det direkte ansvar for finansleddet af Søstrene Grene, mens Line Vogdrup overtager ansvaret for resten af forretningen. 

Det vil sige alt lige fra produkter - design, indkøb og compliance - til logistik, webshop og markedsføring, HR og kommunikation med mere.

- Søstrene Grene er en fantastisk virksomhed og arbejdsplads, og jeg glæder mig til at tage et endnu større ansvar i at fortsætte væksten og udviklingen. Jeg har stor respekt for den DNA og historie, vi har med, og som beriger vores koncept og kundeopfattelse. Det giver os også rigtig mange muligheder, som jeg glæder mig til at forfølge sammen med resten af ledelsen, udtaler Line Vogdrup. 

Og Mikkel Grene supplerer:

- Siden Line Vogdrup kom til Søstrene Grene i 2018, har hun haft forskellige ledende roller senest som Chief Strategy Officer. Hun har derfor et indgående kendskab til vores forretning og et stort organisationstalent, ligesom hun er en tæt sparringspartner for mig. Hun er meget vellidt på tværs af organisationen, hun har de rette værdier og ikke mindst et stærkt strategisk overblik.

Søstrene Grene tæller i skrivende stund over 300 butikker på verdensplan - fordelt på 16 lande. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: ledelse detailhandel
Kommenter artiklen
Annonce
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.445