23948sdkhjf

Gubi om ny direktør: "Det er tid til næste skridt"

Gubi skal fokusere på international vækst, og det bliver en af hovedopgaverne for Marie Kristine Schmidt, der er ny direktør for møbelvirksomheden

Det har været fire gode år med Klaus Høeg-Hagensen, men nu skal Gubi for alvor til at vokse. 

Det er - kort sagt - begrundelsen for, at Gubi har afskediget Klaus Høeg-Hagensen som adm. direktør.

Han bliver erstattet af Marie Kristine Schmidt, der siden 2020 har været en del af ledelsen i den danske møbelvirksomhed. 

"Efter over fire år med Klaus Høeg-Hagensen ved roret, hvor han har opbygget en stærk struktur og en velfungerende forretning, er tiden nu inde til at tage næste skridt i Gubis udvikling," skriver Anders Kristiansen til Wood Supply. 

Større, global virksomhed

Han er bestyrelsesformand for Gubi, og det har han blot været i fire måneder. I november overtog han posten fra Lars Munch. 

Anders Kristiansen blev formand for at bringe nye kræfter og kompetencer til "den næste fase af Gubis rejse". Marie Kristine Schmidt er blevet forfremmet som led i udviklingen mod at blive en større, global virksomhed. 

"Med et øget fokus på vækst og international ekspansion har vi valgt Marie Kristine Schmidt som ny CEO. Marie har spillet en central rolle i udviklingen af Gubis brand og strategi, og hendes dybe ekspertise inden for branding og forretningsudvikling gør hende ideel til at lede virksomheden ind i næste fase. Hendes vision og erfaring vil styrke Gubis position på den globale scene," skriver Anders Kristiansen. 

Gubi sælger sine produkter til hele verden. Omkring 40 pct. sælges uden for Europa. Gubi har ikke sin egen produktion, men får produceret sine møbler på fabrikker i Europa og Asien. Produkterne bliver både solgt via forhandlere og egen webshop. 

Gubi skal gribe de rigtige muligheder

Både salget og indtjeningen har været nedadgående de seneste år. I 2023 tjente virksomheden 35,5 mio. kr., og det er en markant nedgang i forhold til de forudgående år. Gubi tjente 95,8 og 55,8 mio. kr. i henholdsvis 2021 og 2022.

Omsætningen er desuden dykket med 26 pct. siden 2022-regnskabet. Det er dog sket i en tid, hvor møbelsalget generelt har været i tilbagegang. Der er endnu ikke blevet præsenteret regnskab for 2024. 

GUBI A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 126,8 135,3 174,2
Resultat af primær drift 54,4 70,0 120,7
Resultat før skat 48,3 72,3 121,3
Årets resultat 35,5 55,8 95,8
Balancestatus 134,6 159,8 147,5
Egenkapital 0,5 38,8 37,8
Antal ansatte 81 66 62
Kilde: CVR

Bestyrelsesformanden er optimistisk for virksomhedens fremtid. 

"Gubi er en solid og profitabel virksomhed, men vi ser fortsat store muligheder for vækst. Branchen er i konstant udvikling og det er afgørende, at vi hele tiden tilpasser os og griber de rigtige muligheder. Med Marie i spidsen er vi overbeviste om, at Gubi bliver en endnu stærkere global aktør i fremtiden," skriver han til Wood Supply. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088