Dansk maskinleverandør satser skandinavisk

I starten af året købte den østjyske maskinleverandør Junget norske HM Verktøy og Maskin.
Opkøbet er tænkt som det første skridt ind på det skandinaviske marked, hvor Junget ser store vækstmuligheder i de kommende år.
- Vi har ikke meget mere end 5-7 procent eksport i dag. Men det er en klar ambition, at det skal vokse, konstaterer administrerende direktør hos Junget, Jan Weier.
Totalleverandør til flere brancher
Hinnerup-virksomheden er leverandør af maskiner til træ-, plast og aluminiumindustrien, og har også lige fået maskiner til stenindustrien ind i sin portfolio. Derudover er Junget leverandør af værktøjer og maskinservice til de samme industrier, ligesom man har eget sliberi til genopslibning af værktøjer.
Det er den sammensætning, Jan Weier forventer kan give succes i en skandinavisk kontekst.
- Vi har sådan et godt totalleverandørkoncept, hvor vi både leverer maskiner, software, service og værktøjer til vores kunder, og det gør egentlig, at vi kan lave en samlet pakke til vores kunder, så de kan lægge hele ansvaret hos os, uden at sidde og navigere imellem forskellige parter, når de skal lave en større investering, forklarer han, og fortsætter:
- Det har vi haft rigtig stor succes med, og har egentlig opdaget, at på det koncept har vi ikke rigtig nogen konkurrenter i Skandinavien. Så vi har en ambition om at få det koncept ført ud i første omgang i Norge, og vi har også ambitioner om at kigge på Sverige.
Direktøren understreger, at man satser på at blive leverandør i Skandinavien inden for alle de underbrancher, man i dag servicerer i Danmark.
Forventer flere opkøb
HM Verktøy og Maskin er en familieejet virksomhed med tre ansatte og erfaring inden for salg til den norske træindustri. Den type opkøb kommer vi til at se flere af, lyder det fra Jan Weier.
- Vi har en strategi, der siger, at vi vil være til stede på det skandinaviske marked med vores løsninger. Så opkøbet af HM Verktøj og Maskiner her i starten af året var det første skridt i den retning, og vi forventer også at komme til at se flere skridt i den retning, siger han.
Hvad succeskriteriet er for Junget, ønsker han dog ikke at sætte tal på.
- Jeg vil sige, at vores målsætning er at være en vigtig aktør på det skandinaviske marked, slutter Jan Weier.