23948sdkhjf

Den grænseoverskridende møbelformgiver

Designskribent Mike Rømer udgiver i denne uge en bog med fokus på Finn Juhls virke som møbelformgiver samt Onecollections relancering af hans design.
Mike Rømer har rent faktisk selv mødt og interviewet Finn Juhl i 1981. Mødet førte til en fascination af Finn Juhl og hans æstetiske tilgang til det at skabe, som Mike Rømer beskriver i sin nye bog ”Finn Juhl & Onecollection”.

Bogen er, som Mike Rømer skriver i indledningen, ” ikke noget akademisk værk, der minutiøst gennemgår Finn Juhls omfangsrige arbejde som arkitekt, møbeldesigner, udstillingsarkitekt og debattør. Bogen fokuserer på hans virke som grænseoverskridende møbeldesigner og på det glædelige faktum, at hans møbler har fået nyt liv og nu er genstand for en solid produktion og en stor interesse i såvel Danmark som i udlandet.

Finn Juhls virke som arkitekt, indretningsarkitekt og udstillingsarkitekt berøres således kun sporadisk i bogen, der bygger på Mike Rømers eget kendskab til såvel møbelbranchen som Finn Juhl selv, hans liv og design. Bogen er dermed også en gennemgang af udviklingen i den danske møbelbranche, hvor hverken Finn Juhl eller hans møbler var mainstream og derfor havde svært ved at begå sig i samtiden.

Det anarkistiske møbelfirma
Mike Rømer giver også et indblik i, hvordan Finn Juhls krævende møbler blev vakt til live af de selvbestaltede møbelnørder, Ivan Hansen og Henrik Sørensen fra Onecollection i Ringkøbing, der brænder for design og god kvalitet – og som gerne kaster sig ud i halsbrækkende opgaver.

Finn Juhls kunstnerisk udformede møbler egner sig ikke specielt godt til industriel masseproduktion på grund af de mange fine og svungne håndværksmæssige detaljer, men som Mike Rømer siger:

- Onecollection er det mest anarkistiske møbelfirma, jeg har mødt, og netop derfor lykkedes de med opgaven.

Nogle af Finn Juhls mest kendte og elskede møbler er Pelikan stolen og Poet sofaen, der blev relanceret på møbelmessen i Bella Center i år 2000. Begge fik overvældende interesse fra især udenlandske designskribenter, der troede, at møblerne var nye. De er dog tegnet i henholdsvis 1940 og 1941 – og dermed et godt bevis på, at Finn Juhl var forud for sin tid.

Bogen er på 176 sider og dens design er inspireret af det hedengangne møbelfagtidsskrift Mobilia, som har været en afgørende inspirationskilde for Ivan Hansens og Henrik Sørensens virke. ”Finn Juhl & Onecollection” udkommer den 10. december på Forlaget VITA. Vejledende udsalgspris er 350 kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096